Dansk 8. plads i Frankrig

Et hold fra DTU blev i weekenden nr. 8 i en international konkurrence om at bygge det mest energiproducerende hus.
DTU repræsenterede Danmark ved den store konkurrence i Frankrig.
DTU repræsenterede Danmark ved den store konkurrence i Frankrig.

Gennem de sidste to uger har Team DTU kæmpet i den internationale konkurrence Solar Decathlon i Paris, hvor de danske studerende under stor bevågenhed har konkurreret med 20 universiteter fra hele verden.

I konkurrencen gælder det om at lave verdens mest energirigtige hus, der producerer mere energi, end det bruger. Det hårde arbejde førte til, at de flere end 80 studerende på det danske hold fik en 8. plads ved konkurrencen i den franske hovedstad.

– Det har været et forrygende projekt at være en del. Vi er meget stolte af de studerende, som har skrevet historie med det flotte resultat. Det er anden gang, DTU deltager, og resultatet er endnu bedre end i 2012, siger Jesper Plass, teknisk projektleder hos Schneider Electric.

Værdigfuldt samarbejde

Energispecialisten har sammen med de studerende skabt hjernen i huset – det intelligente system, der monitorerer og justerer energiforbruget i det danske hus.

Således har Schneider Electric – sammen med bl.a. Saint-Gobain og Grundfos – været med til at sponsorere det danske hold.

– Som sponsor har det været meget værdifuldt for os, og vi har haft et fantastisk samarbejde, hvor både de studerende og vi i Schneider Electric har lært utroligt meget, fortæller Jesper Plass.

Om konkurrencen

Solar Decathlon 2014 er en energirigtig ti-kamp, hvor studerende fra hele verden kæmper i 10 forskellige discipliner, som dækker alt fra arkitektur til bæredygtighed og udnyttelse af solenergi.

Konkurrencen blev afsluttet lørdag den 12. juli i Versailles uden for Paris. Vinderen blev Team Rhome fra Italien, oplyser Schneider Electric.

Det er anden gang, at DTU deltager i konkurrencen. I 2012 blev det danske hold nummer 10.

Relateret indhold