Arkæologer rydder vejen for nyt boligområde

Før de første byggegrunde kan byggemodnes i Naturbydelen ved Ringkøbing, skal arkæologer undersøge et 7 hektar stort område for fortidsminder. Lokalplanen skal bane vej for både parcelhuse og rækkehuse.
Det øverste jordlag er blevet pløjet gennem tiden, og derfor holder det ikke på arkæologiske hemmeligheder, men kan skrabes af, før arkæologerne undersøger området nærmere for fortidslevn.

Planerne om nye boliger i Naturbydelen ved Ringkøbing Fjord tager nu endnu et skridt fremad. Men før byggemodningen kan begynde, skal området først undersøges for arkæologiske levn.

Arkæologer fra Arkæologi Vestjylland er derfor gået i gang med at udgrave det cirka 7 hektar store areal ved Strandengen, hvor Ringkøbing-Skjern Kommune arbejder på en lokalplan, der skal gøre det muligt at opføre både fritliggende enfamiliehuse og rækkehuse.

Læs også

Største anlægsbyggeri i kommunes historie: Rådgiver-konkurrence ender uafgjort

Udgravningen sker, fordi arkæologiske forundersøgelser allerede i 2014 viste spor efter bosættelser fra yngre stenalder, bronzealder og både ældre og yngre jernalder.

Historiske spor

Arkæologerne har allerede markeret flere områder, hvor der kan have stået stolpebårne bygninger. Udgravningen forventes at fortsætte frem til udgangen af august, men tidsplanen kan blive påvirket af både vejret og eventuelle fund.

– Hvis det viser sig, at vi finder noget spændende, skal vi selvfølgelig nok melde det ud, siger udgravningsleder Laura Diamant Hein fra Arkæologi Vestjylland.

Ændrer boligtypen

Den kommende lokalplan skal erstatte de tidligere planer for området, hvor der primært var lagt op til rækkehuse og etagebyggeri. I stedet ønsker kommunen at imødekomme efterspørgslen efter mere traditionelle boligtyper med egen have og integreret garage.

Planen omfatter fritliggende boliger på grunde mellem 700 og 1.200 m2 samt rækkehuse på grunde mellem 200 og 500 m2. Samtidig reduceres det samlede antal boliger i området i forhold til de oprindelige planer.

Læs også

10,5 milliarder: Kæmpe anlægsopgaver sendes i udbud

Kommunen overtog hovedparten af udviklingen af Naturbydelen i 2025, efter at det tidligere partnerskab med Realdania By & Byg blev afviklet som følge af en lavere efterspørgsel efter etageboliger end oprindeligt forventet.

Relateret indhold