Rådet for Bæredygtigt Byggeri har ansat Sarah Elhauge som ny adm. direktør.
Hun tiltræder den 1. september og skal stå i spidsen for eksekveringen af Rådets nye strategi, hvor medlemmerne og den brede bygge- og ejendomsbranche fortsat er omdrejningspunktet for arbejdet med at fremme bæredygtighedstiltag i det byggede miljø.
Bjarke Ingels på Building Green: “En af udfordringerne er idéen om én universel løsning”
Sarah Elhauge kommer fra en stilling som adm. direktør i Insight Events Denmark, hvor hun gennem de seneste 15 år har arbejdet tæt på bygge- og ejendomsbranchen, blandt andet gennem Building Green-porteføljen, hvor hun har været med til at udvikle konferencer og faglige mødesteder for virksomheder, organisationer og beslutningstagere på tværs af branchen.
Retning og gennemslagskraft
– Med Sarah får vi en direktør, der har arbejdet tæt på byggebranchen i mange år og har en stærk forståelse for, hvordan man skaber dialog på tværs af interesser, fagligheder og organisationer, siger Jakob Wind-Hansen, der er bestyrelsesforperson i Rådet for Bæredygtigt Byggeri.
– Hun kommer med solid ledelseserfaring, et strategisk blik, nysgerrighed og mod til at gå konstruktivt ind i det komplekse. Vi ser hende som den rette profil til at samle medarbejdere, medlemmer og samarbejdspartnere om at omsætte strategien til tydelig retning og stærkere gennemslagskraft, tilføjer han.
Debat om byggestop: ”Der er mennesker med andre behov end én selv”
For Sarah Elhauge er Rådets position i branchen og potentialet for at samle branchen om deres dagsorden en væsentlig del af motivationen for at træde ind i stillingen som Rådets nye adm. direktør, fortæller hun:
– Jeg går til opgaven med ydmyghed, nysgerrighed og stor motivation og med et ønske om sammen med medarbejdere, medlemmer, bestyrelse og samarbejdspartnere at styrke Rådets rolle som en samlende platform for branchens bæredygtige omstilling.
