Tidligere handelsskole i Assens skal omdannes til sundhedshus

Region Syddanmark laver ny akutsygepleje og sundheds- og omsorgspladser i de ledige lokaler.
Med købet sikres det, at borgerne i Assens ikke får længere til sundheds- og omsorgspladser end andre fynboer, ifølge Sundhedsråd Fyn.

Region Syddanmark køber en tidligere handelsskole i Assens.

Bygningerne skal renoveres og fremover rumme akutsygepleje og sundheds- og omsorgspladser, så flere sundhedstilbud samles under samme tag.

Den gamle handelsskole skal rumme 20 af de 213 sundheds- og omsorgspladser, der på sigt oprettes i Sundhedsråd Fyns geografiske område. Samtidig bliver handelsskolen udgangspunkt for akutsygeplejen i Assens Kommune.

På længere sigt er drømmen, at flere ambulante tilbud skal placeres i sundhedshuset.

– Det giver borgerne i Assens mulighed for at få mere behandling af høj kvalitet tæt på deres hjem, siger Bo Libergren, regionsrådsformand i Region Syddanmark.

Købet sker som led i overdragelsen af sundhedsreformen fra kommunen til regionener. Sidstnævnte skal fremover tilbyde borgerne akutsygepleje eller en midlertidig plads, hvis man ikke kan være i eget hjem, men heller ikke har behov for sygehusindlæggelse.

– Vi får langsigtede rammer for akutsygeplejen, gode personalefaciliteter og plads til 20 nye sundheds- og omsorgspladser. Alt i alt får borgerne i Assens Kommune mere sundhed for pengene, siger Bo Libergren.

Regionsrådet skal senere tage stilling til et idéoplæg til renovering og ombygning af bygningsmassen. Indtil denne ombygning i givet fald er gennemført, vil sundheds- og omsorgspladserne være lokaliseret i tilknytning til plejehjemmet Kildebakken i Vissenbjerg.

Borgmester i Assens Kommune Søren Steen Andersen glæder sig også over salget af den tidligere handelsskole.

– Vi er utroligt glade for, at sundhedsreformen på denne måde bringer muligheden for et reelt sundhedshus i Assens Kommune med sig.

– Regionen placerer sig nu geografisk bredere på Fyn og med store muligheder for udvikling. Samtidig giver det regionen og Assens Kommune mulighed for at udvikle et fælles sundhedshus, siger han.

Relateret indhold