Om projektet
- Realiseret: 2017
- Anvendelse: Erhverv
- Areal: 501-5.000 kvm.
- Bygherre: Bestseller
- Arkitekt: E + N Arkitektur
- Ingeniør: Søren Jensen
- Entreprenør: Hansson & Knudsen / Per Aarsleff A/S
- Totalrådgiver: E + N Arkitektur
Renoverprisen uddeles i år for sjette gang, og de mange indstillinger er skåret ned til seks meget interessante nominerede. En af dem er en strøgejendom i Aarhus.
Rømerhus er en tageejendom fra 1895, der mod gågaden har butik, mod åen et niveau lavere har restaurant og i de øvre etager kontorer. Med en omfattende ombygning er installationer og energiforhold optimeret, og der er skabt et stort, fleksibelt og oplevelsesrigt butiksrum og nye, lyse kontorer.
Bygningen er bevaringsværdig, så kommunen har været inddraget i forhold til facaderne, der er bevaret eller har fået genskabt oprindelige detaljer, f.eks. kviste i tårnet og vinduer med samme inddeling som de gamle. Men på gårdsiden og indenfor er der sket store ændringer.
Med nye konstruktioner er det blevet muligt at etablere butikken i flere etagers højde med åbne planer og forskudte trappeforløb. To nye kæmpesøjler og loftet er udsmykket af kunstneren Christian Lemmerz. Restauranten er ændret fra to lave etager til én etage med højt til loftet.
I den øverste kontoretage er der under den nye tagkonstruktion etableret et vinduesbånd, der giver udsigt over byen. Mod gården er taget hævet, så loftshøjden er øget, og der er blevet plads til store vinduer, der vender ud mod et nyt, fælles gårdrum oven på butikken.
Mere om projektet her.
Syv nomineringskriterier
I arbejdet med at udvælge de nominerede projekter har nomineringsudvalget vurderet projekterne i forhold til syv nomineringskriterier: eksempelværdi, energikrav og bæredygtighed, samarbejde, brugskvalitet, bidrag til omgivelser, økonomi og værdiforøgelse samt udførelseskvalitet.
Det er et valgkollegie bestående af 70 udpegede medlemmer fra branchen, der får det endelige ord. De skal stemme om, hvilket projekt der skal løbe med titlen som Danmarks bedste renovering 2018 og få en check med sig hjem på 100.000 kr. Vinderen kåres ved en prisfest den 6. september
Se omtalen fra mandag af Bondegården i Havreholm.
Se omtalen fra tirsdag af Korngården i Ballerup.
Se omtalen fra onsdag af Multikulturhuset i Sønderborg.
Se omtalen fra torsdag af Hosbyhuset i Herning.