88 svanemærkede Vinge-boliger opføres i CO2-venligt træbyggesystem

Samlet skal der opføres 160-230 rækkehuse, etageboliger samt et bydelshus i Bakkekvarteret i Vinge Syd. Inden længe sættes byggeriet af de først 88 huse med træskelet i gang.
I Adserballe & Knudsens træbyggesystem bliver træskeletkonstruktionen savet til på fabrikken, nummereret, pakket i poser og leveret til samling ude på byggepladsen. De første 88 boliger i Bakkekvarteret skal efter planen opføres med et CO2-aftryk på mindre end 5 kg co2-ækv/m2. Visualisering: Dimension Design

Lokalplanen blev godkendt i juni 2023, men byggetilladelsen mangler endnu. Ellers er totalentreprenøren Adserballe & Knudsen klar til at gå i jorden forud for opførelsen af 88 svanemærkede boliger i Bakkekvarteret i den sydlige del af Vinge ved Frederikssund.

Bygherre er Ikano Bolig, der forventer at opføre samlet 160-230 rækkehuse og etageboliger i Bakkekvarteret øst for Præstemosen og langs Vinge Boulevard. Boligerne bliver både eje- og lejeboliger. Dertil kommer et bydelshus samt mulighed for cafédrift og købmandshandel.

Vilhelm Lauritzen Architects, ABC – Rådgivende Ingeniører og Sted By og Landskab udgør resten af teamet, der siden maj har arbejdet på færdigprojekteringen af boligkonceptet, der har en målsætning om at nå under 5 kg co2-ækv/m2.

Bygger i eget træbyggesystem

Bakkekvarteret opføres i Adserballe & Knudsens træbyggesystem, som er udviklet til byggesagen Sømmes Vænge i Gundsømagle, hvor Adserballe & Knudsen bygger for Boligselskabet Sjælland.

Læs også

Boligselskab tester nyt byggesystem til almene træboliger

Boligselskabet har allerede opført træbyggeriet Skademosen i Roskildebydelen Trekroner, som ligger under det kommende CO2-krav.

Her har entreprenøren været i gang med at opføre 63 almennyttige træboliger over de seneste 18 måneder. Designprocessen er drevet af LCA-beregningerne, der er afgørende for at opnå projektets målsætning.

Foruden bærende trækonstruktioner er nøgleelementer anvendelsen af terrændæk i træ, skruefundamenter og papiruldsgranulat som isolering.

De kommende beboere i de første 88 boliger i Bakkekvarteret får bl.a. grønne områder og et bydelshus at samles om. Visualisering: Dimension Design

Samtlige anvendte materialer er listet i Miljømærkning Danmarks database, og en række af produkterne er Svanemærket, herunder maling, gulvoverflader og den del af facaden, der består af træ. Den øvrige facade er udført med skifer.

Budget på 380 mio. kr.

Ifølge Byggefaktas SMART-database over bygge- og anlægsprojekter i Norden, forventes boligbyggeriet i Vinge at gå i gang i starten af 2025. Projektet, der har et anslået budget på 380 mio. kr. ved 230 boliger, forventes udført i etaper. 1. etape forventes afleveret september 2026. De sidste boliger forventes at stå færdige i slutningen af 2027.

Læs også

402 almene boliger gennemrenoveres – får nyt arkitektonisk udtryk

Ikano Bolig, der er Ikeas boligudviklingsselskab, har købt så meget jord i Vinge, at selskabet forventer at kunne opføre ca. 1.800 boliger i forskellige størrelser. Bydelen udvikles over en længere periode.

Relateret indhold