Gammelt mejeri står foran stor forvandling – se planerne

Et nyt kulturhus skal skabe liv i det tidligere mejeri. Nu ligger de første skitser klar til en omfattende omdannelse af den historiske bygning.
Det er planen at skabe et grønt område på de nuværende arealer rundt om det kommende kulturhus. Visualisering: Pax Architects.

Et gammelt andelsmejeri i Hedensted midtby skal omdannes til et nyt kulturhus.

Derfor har Hedensted Kommune gennemført en række aktiviteter og workshops, som har givet input til, hvad det kommende kulturhus skal kunne, og hvordan det skal indrettes.

Læs også

“En fantastisk nyhed”: Østjysk by får tocifret millionbeløb til nyt kulturhus

De mange input er nu samlet i et skitseforslag, der skal danne grundlaget for det videre arbejde med realiseringen af projektet.

Skitseforslaget lægger blandt andet op til, at der laves en tilbygning med en ”større fleksibel sal”.

Visualisering: Pax Architects.

– Målet er ikke at skabe byens største sal, men byens mest anvendelige sal. En sal, der supplerer eksisterende mødesteder med mere fleksible muligheder, siger Karl-Frederik Bitsch fra Hedensted Fællesråd og fortsætter:

– På den måde kan vi skabe et kulturhus, der giver mere liv til det, der allerede findes, og til, at både eksisterende og nye fællesskaber kan blomstre.

Skal fremhæve det gamle mejeri

Udover en ny sal lægger skitseforslaget op til at fremhæve det gamle mejeris særlige karakter. Den hvælvede skummesal skal så vidt muligt genetableres og give kulturhuset et historisk samlingspunkt.

Skitsetegning af det gamle andelsmejeris skummesal. Visualisering: Pax Architects.

Næste fase i projektet bliver at konkretisere skitseforslaget, så det kan bruges som grundlag for et udbud af selve byggeriet.

Læs også

Arkitekt skal tegne nyt soldaterhjem i Haderslev

Projektet medfinansieres af 15 mio. kroner fra EU’s Regionalfond. Hedensted Kommune bidrager også til finansieringen.

Relateret indhold