Af Metalforeningen
Zink er til debat. Det er positivt, for vi har et fælles ansvar for de materialer, vi bygger med, og for deres påvirkning af miljøet. Den samtale skal vi tage. Ikke kun om zink, men om alle byggematerialer.
Arkitekter vælger ikke materialer alene ud fra æstetik. De forholder sig til dokumentation, funktion, levetid, detaljering og miljøpåvirkning. Samtidig bruger de materialernes egenskaber til at skabe den arkitektur, Danmark er kendt for, med blik for proportioner, lys, stoflighed og materialernes samspil.
Derfor skal materialevalg bygge på fakta og dokumentation.
Fakta om zink
Zink er et naturligt forekommende grundstof. Som byggemateriale er det kendt for sin lange levetid, sit minimale vedligeholdelsesbehov og sin høje genanvendelighed.
Materialet danner naturligt en beskyttende patina, kræver hverken maling eller anden overfladebehandling og kan genanvendes igen og igen uden at miste sine egenskaber.
Det er kvaliteter, som arkitekter, rådgivere og bygherrer har værdsat gennem generationer.
Overholder miljøkvalitetskravet
Zink forekommer naturligt i vandmiljøet. Også her bør debatten tage udgangspunkt i fakta.
Danmark har indrapporteret data for 7.798 vandforekomster. De officielle data viser, at 99,72 % af de registrerede vandforekomster overholder miljøkvalitetskravet for zink.
Tallene giver et vigtigt perspektiv. De viser, at danske vandforekomster generelt lever op til de gældende miljøkrav, og at vurderinger bør tage udgangspunkt i konkrete lokale forhold.
Få proportionerne på plads
Zink i miljøet stammer fra mange forskellige kilder. Regnbetingede udledninger udgør omkring 3 % af den samlede zinkudledning, mens de største registrerede kilder er landbrug og atmosfærisk deposition med henholdsvis 70 % og 24 %.
Byggematerialer udgør dermed kun en del af et langt mere komplekst billede.
Derfor er det vigtigt, at debatten bygger på dokumenterede forhold og de rette proportioner.

Fakta frem for antagelser
Byggematerialer bør vurderes ud fra deres samlede egenskaber og dokumenterede påvirkning.
Zink har gennem generationer bevist sin værdi som et holdbart, vedligeholdelsesfrit og genanvendeligt byggemateriale.
Samtidig arbejder branchen aktivt med dokumentation. Vores medlemmer har selvfølgelig miljøvaredeklarationer (EPD’er) på deres produkter, som dokumenterer produktion, transport og miljøpåvirkning gennem hele produktets livscyklus.
- 99,72 % af alle vandløb i Danmark overholder miljøkvalitetskravet for zink.
- Regnbetingede udledninger udgør omkring 3 % af den samlede zinkudledning.
Hvorfor gøre det svært?
Data, fakta og værktøjer findes allerede og er let tilgængelige. Zn-Rate er et tredjepartsverificeret værktøj, der gør det muligt at risikovurdere det konkrete byggeprojekt ud fra lokale forhold. Det giver kommuner, rådgivere og bygherrer et solidt fagligt grundlag for deres vurderinger.
Gode beslutninger bygger på fakta. Derfor bør byggeprojekter vurderes ud fra dokumentation og lokale forhold frem for generelle antagelser. Som brancheforening står vi bag en branche, der arbejder med åbenhed, dokumentation og fakta.
Kilder
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø/Miljøstyrelsen: danske indberetninger til EU/WISE.
Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE), Aarhus Universitet: Zink og kobber i vandmiljøet, rapport nr. 263, 2018. Nationalt Miljøforskningsinstitut (DMU): Teknisk rapport nr. 780.
