Sweco går tilbage i nyt kvartalsregnskab

Den rådgivende arkitekt- og ingeniørvirksomhed leverer dog ”igen et højt indtjeningsniveau”, lyder det fra adm. direktør.
- Ser vi på de underliggende resultater, leverede den øvrige forretning stærk organisk vækst i kvartalet, siger adm. direktør for Sweco Danmark, Dariush Rezai. Foto: Sweco.

Sweco Danmark har præsenteret regnskabet for tredje kvartal 2026.

Her går den rådgivende arkitekt- og ingeniørvirksomhed 7 pct. tilbage på omsætningen, når man sammenligner med samme kvartal sidste år.

Omsætningen lander på 489 mio. kroner, mens EBITA ender på 75 mio. kroner.

Det er et fald i EBITA på 18 pct. i forhold til samme kvartal sidste år.

Læs også

Sweco Danmark fastholder høj indtjening – og ændrer i ledelsen

– Omsætningen i kvartalet er påvirket af et lavere aktivitetsniveau inden for pharma efter en periode med ekstraordinært høj investeringsaktivitet i markedet, siger adm. direktør for Sweco Danmark, Dariush Rezai, og fortsætter:

– Ser vi på de underliggende resultater, leverede den øvrige forretning stærk organisk vækst i kvartalet. Det er positivt og viser, at vi navigerer godt i et marked med skiftende efterspørgsel og nyder god tillid fra vores kunder, der fortsætter med at vælge os til.

Indtjeningen (EBITA-margin) for kvartalet lander på 15,2 pct. mod 17,4 pct. i samme kvartal sidste år.

– Vi leverer igen et højt indtjeningsniveau, som vidner om en robust forretning, disciplineret projekteksekvering og god efterspørgsel på tværs af forretningen.

Nye opgaver

I tredje kvartal har Sweco blandt andet vundet et udbud som ny energirådgiver for Aalborg Forsyning.

Derudover har Sweco vundet opgaven med at lede kommissioneringen af Aarhus’ første luft-til-vand-varmepumpe, som skal bidrage til at sikre fjernvarme til kommunens borgere ved at udnytte energien i luften.

Læs også

Sweco skal hjælpe Aalborg ud af kulalderen

På koncernniveau havde Sweco en omsætning på 5,14 mia. kroner i tredje kvartal 2026.

Dermed gik den rådgivende arkitekt- og ingeniørkoncern 7 pct. frem på omsætningen og 12 pct. frem på EBITA.

Relateret indhold