Opkøb en realitet: Får ny ejer i milliardhandel

Den finske koncern Kesko har gennemført købet af Brødrene Dahl i Danmark og Norge samt Dahl i Sverige for knap 9 mia. kroner.
Brødrene Dahl får forlænget eneaftale med HusCompagniet. Pressefoto.
Trods opkøbet fortsætter den danske VVS-grossist under eget navn, og den nye ejer, Kesko, lægger op til begrænsede ændringer i driften. Foto: Gettyimages.

En af de store aktører inden for VVS-grossisthandel i Danmark har fået ny ejer.

Den finske koncern Kesko har overtaget Brødrene Dahl i Danmark og Norge samt Dahl i Sverige fra den franske byggematerialekoncern Saint-Gobain.

Handlen har en gældfri transaktionspris på 1,2 mia. euro svarende til knap 9 mia. kroner eksklusive leasingforpligtelser.

Læs også

Cowi gør midlertidig direktør til permanent løsning

De tre selskaber havde i 2025 en samlet illustrativ nettoomsætning på 2,1 mia. euro, hvoraf den danske forretning tegnede sig for 0,5 mia. euro svarende til omkring 3,7 mia. kroner.

Fortsætter under eget navn

For danske håndværksvirksomheder og øvrige kunder hos Brødrene Dahl lægger ejerskiftet ikke op til væsentlige ændringer.

Brødrene Dahl fortsætter som selvstændig forretningsenhed under sit eksisterende navn og med de samme medarbejdere.

Kesko planlægger kun en begrænset integration af de opkøbte selskaber, primært inden for rapportering og informationssystemer.

Læs også

Entreprenør lander bedste regnskab til dato

– Vores vigtigste prioritet er at sikre kontinuiteten i kunderelationerne, pålidelige leverancer og konkurrencedygtige sortimenter samt sørge for, at ejerskiftet ikke påvirker kunderne eller den daglige drift, siger Sami Kiiski, der er divisionsdirektør for byggeri og teknisk handel i Kesko.

Styrker positionen i markedet

Hos Brødrene Dahl ser adm. direktør Pernille Hyldgaard den nye ejer som en mulighed for at videreudvikle den danske grossistforretning, der har næsten 140 års historie.

– Kesko er for os den optimale nye ejer med stærke kompetencer inden for grossistvirksomhed, og som en del af et stærkt nordisk fællesskab får vi de bedste forudsætninger for at udvikle vores forretning og styrke vores position i markedet, siger hun.

Opkøbet styrker samtidig Keskos position inden for teknisk grossisthandel i Norden.

Læs også

Færre store opgaver koster på regnskabet hos entreprenør

Koncernen driver i forvejen grossistvirksomheden Onninen, der har aktiviteter i Finland, Sverige, Norge, Polen og de baltiske lande. Mens Dahl primært beskæftiger sig med VVS-produkter, varierer Onninens forretningsområder fra land til land.

De opkøbte selskaber vil fremover referere direkte til Sami Kiiski og indgå i Keskos finansielle rapportering fra 1. november 2026.

Relateret indhold