Boligselskab tester nyt byggesystem til almene træboliger

De 63 almene træboliger, som Adserballe & Knudsen bygger for Boligselskabet Sjælland i Gundsømagle, opføres med et nyt Lego-agtigt byggesystem.
Træbyggeri i 1-1½ etage stræber mod en skyet himmel.
De kommende beboere i de 63 almene træboliger i Sømmes Vænge får fem forskellige størrelser boliger på mellem 28 og 111 kvm at vælge mellem. Byggeriet opføres som tæt/lavt byggeri. Foto: André V. Larsen

Boligselskabet Sjællands satsning på træ tager nu i den grad tager form i Sømmes Vænge i Gundsømagle, hvor Adserballe & Knudsen opfører 63 nye boliger i træ.

Sømmes Vænge, almene boliger

Adresse: Holmevej, 4000 Roskilde

Supplerende adresse: Gundsømagle

Bygherre: Boligselskabet Sjælland

Totalrådgiver, ingeniør og arkitekt: Brav

Totalentreprenør: Adserballe & Knudsen

Rådgivende ingeniør: Ubbe

Byggestart: Oktober 2023

Forventes afsluttet: Juni 2025

Estimeret budget: 86 mio. kr.

Omfang: 5.322 kvm, 63 almene lejligheder i fem forskellige størrelser mellem 28 og 111 kvm i 1 og 1½ plan som tæt/lavt byggeri

Bæredygtighed: Bygningsreglementets Bygningsklasse 2020

Kilde: SMART/Byggefakta

Boligselskabet Sjælland er godt rustet til de nye og strammere CO2-krav, der træder i kraft fra januar 2025. Boligselskabet har allerede opført træbyggeriet Skademosen i Roskildebydelen Trekroner, som ligger under det kommende CO2-krav.

Boligselskabet har indtil videre realiseret 10 projekter med lige omkring 400 boliger i træ. Her har man især brugt CLT. En lang række af projekterne er realiseret i samarbejde med Adserballe & Knudsen, som også er totalentreprenør på det seneste projekt på Sømmes Vænge i Gundsømagle, hvor der netop nu opføres 63 almene træboliger.

Læs også

Danske arkitekter fremhæves for deres almene boligprojekter

Her har Adserballe & Knudsen i samarbejde med bygherren valgt at tage projektet et nøk videre med et nyt byggesystem, der er udviklet i samarbejde med de rådgivende ingeniører fra Brav og den nu konkursramte robotvirksomhed Odico.

Pakker træet i poser

I det nye byggesystem tegner og skaber man i princippet en enkel træskeletkonstruktion på en computer. Saver det til i præfabrikation, pakker det hele i poser med bogstaver og numre på, som tømrerne så kan montere på pladsen efter en tegning, som mest af alt minder om et gigantisk Lego-sæt. 

Dermed kan totalentreprenøren reducere materialeforbrug, optimere byggeprocesserne og minimere risikoen for fugt.

Sådan forventes Sømmes Vænge at se ud, når de 63 almene træboliger er fuldt beboede. Visualisering: We Architecture

– Det giver os en superoptimering af projektets konstruktive del, hvor en fuld 3D-model anvendes til produktion, prisberegning og bygbarhed, fortæller Jakob Kock, Teknisk Chef hos Adserballe & Knudsen.

Byggedirektør i Boligselskabet Sjælland, Per Bro, bakker op om totalentreprenørens valg:

– Vi har sammen med både vores arkitekter, rådgivere og entreprenører været gode til hele tiden at skubbe lidt til hinanden. Når Adserballe og Knudsen som her vælger at bygge på en helt ny måde, for blandt andet at begrænse og reducerer materialeforbruget, så er vi naturligvis med på den.

Godt rustet til CO2-krav

Der har netop været rejsegilde på de 63 træboliger i Sømmes Vænge i Gundsømagle, som markerer boligselskabets satsning på træ.

Læs også

Under 4 kg CO2: Samles om nyt cirkulært og biogent byggesystem

– Vi er godt rustet til de nye CO2-krav for 2025 og vi synes også, at det er den vej vi skal. Hvis vi vælger at bygge mere traditionelt, så er vi naturligvis ligeså udfordret som den øvrige branche. Men vores satsning på både træbyggerier og transformation giver os nogle gode muligheder, siger Per Bro.

De kommende træboliger i Gundsømagle ventes at stå klar til indflytning i maj næste år.

Relateret indhold