En af landets mest trafikerede broer skal renoveres

Arbejdet foregår i to perioder fra april til oktober i 2027 og 2028.
Ny Lillebæltsbro blev indviet i 1970. Foto: Vejdirektoratet

Ny Lillebæltsbro har hver dag 80.000 trafikanter kørende ovenpå sig, og det daglige slid skal nu tilses i et renoveringsprojekt.

Den over 50 år gamle bro skal både fugtisoleres, have ny belægning og udskiftet fuger, oplyser Vejdirektoratet.

Ny Lillebæltsbro er en vigtig trafikal åre i Danmark, da den fører E20-motervejen over Lillebælt.

Læs også

Ny bro-asfalt snart klar på royal overgang

Derfor giver det også udfordringer at få lavet renoveringen, så det går mindst muligt ud over de mange trafikanter, der kører over broen dagligt.

– Vi kommer til have smalle kørespor og 50 km/t hen over broen. Det gør vi for at sikre, at vi både kan have en god afvikling af trafikken samtidig med, at vi kan renovere broen, fortæller Projektchef Robin Højen Madsen fra Vejdirektoratet.

I dagtimerne på hverdage, når der er mest trafik, vil der være tre smalle spor i hver retning på tværs af Ny Lillebæltsbro. Om aftenen, natten og i weekender vil der være minimum to smalle spor i hver retning.

Lang vinterpause

Vejdirektoratet vil have renoveringen til at foregå i sommerhalvåret under optimale vejrforhold – fra april til oktober – i 2027 og 2028 for at begrænse gener for trafikanterne.

Læs også

Vejdirektoratet tester ny teknologi til jordlag – 15 meter oppe

De indledende arbejder starter allerede i slutningen af 2026 og vil forløbe over nogle måneder.

I 2027 vil der blive arbejdet på den østgående del af broen, og i 2028 er det de vestgående spor, som renoveres.

Vejdirektoratet indleder desuden dialog med blandt andet transportbranchen for at sikre, at branchens perspektiv og praktiske erfaring indgår i den videre planlægning af arbejdet.

Relateret indhold