Entreprenører vil forvandle gammel skolegrund til 63 boliger

Marskbyen er projektudvikler på byggeprojektet i Tønder Kommune og skal sammen med Skærbæk Boligforening og Salus føre det ud i livet.
Da projektet omfatter almene boliger, skal Tønder Kommunes Kommunalbestyrelse godkende projektet i to omgange, før det kan realiseres.

En tidligere distriktsskole i Skærbæk, Sønderjylland, skal laves om til et boligområde med 63 boliger, grønne opholdsarealer og plads til fællesskab.

Det oplyser Tønder Kommune.

Efter ejendommen har været i udbud har kommunens økonomiudvalg peget på Marskbyen som projektudvikler. Sammen med Skærbæk Boligforening og Salus skal de stå for projektet.

– Det er rigtig godt, at vi nu kan komme videre med planerne for den gamle skole, siger borgmester Jørgen Popp Petersen og fortsætter:

Læs også

Borgerne stemte nej til 22 vindmølleprojekter: Nu kan de ende med 90 vindmøller

– Det er en central placering i Skærbæk, og jeg synes, det er oplagt at bruge området til et flot og attraktivt boligkvarter, der passer ind i byen.

Projektet omfatter 49 almene boliger, ni private rækkehuse og fem parcelhusgrunde, hvad der alt sammen er stor efterspørgsel på i Skærbæk, ifølge borgmesteren.

Bag Marskbyen står entreprenør Mads Vejrup og tømrermester Holger Lassen, som ser frem til at komme i gang med projektet.

– Vi har tidligere haft kig på stedet. Og da så muligheden kom, hvor vi kunne samarbejde med Skærbæk Boligforening og Salus, så var det om at slå til, siger Mads Vejrup.

Grønne områder og fællesskab

Boligerne skal suppleres med grønne opholdsarealer, hvor beboerne kan mødes og nyde udelivet, oplyser kommunen.

Boligområdet skal også tænkes sammen med de øvrige initiativer i nærområdet for at styrke fælleskabet.

Læs også

Afleverer et af Tønders største idrætsbyggerier til 70 mio. kr.

Der planlægges for eksempel et aktivitetsområde med plads til leg og motion ved den gamle skolegård, ligesom der på den anden side skal opføres et generationshuse for mennesker i alle aldre.

Tanken er, at de forskellige tilbud tilsammen skal skabe et levende område, hvor der både er plads til privatliv og til at mødes med andre.

– Det bliver godt for Skærbæk, at den tidligere skolegrund nu kan udvikles til et nyt og spændende boligområde med både almene og private boliger. Det har vi brug for i byen, siger Tommy B. Nielsen, formand i Skærbæk Boligforening.

Relateret indhold