Hvem skal have Innovationsprisen 2019? Ja, det ved vi først til november, når vinderen udpeges. Men nu kan man foreslå kandidater til prisen.
Energiforum Danmark uddeler Innovationsprisen for ny teknologi, nye byggematerialer og samarbejdsformer eller andet, der kan hjælpe foreningens medlemmer i det daglige arbejde med bæredygtig energiudnyttelse og hen mod visionen om et fossilfrit samfund.
– I Energiforum Danmark ønsker vi at sætte fokus på nye løsninger, der understøtter energibesparelser og omstillingen til intelligent energianvendelse. Vi vil derfor gerne hylde de spændende ideer, koncepter og produkter blandt vores medlemmer og medvirke til, at disse udbredes i branchen generelt. Med Innovationsprisen sætter vi samtidig en streg under, at Energiforum Danmark er Danmarks førende mødested for vidensdeling for energiprofessionelle, siger formand Lars Thygesen.
Dagligdags problematik
Derfor indkalder Energiforum Danmark nu forslag til, hvem der skal være de tre nominerede til Energiforum Danmarks Innovationspris. De tre nominerede får taletid på Netværkskonferencen d. 7/11 og på Energiforum Danmarks digitale platforme op til konferencen. På konferencen vil publikum og et dommerpanel vælge en vinder.
– Vores fokus, når vi vælger nomineringerne til Innovationsprisen, ligger i dagligdagens problematikker for dem, der arbejder med den grønne omstilling. Vi ønsker, at vinderen af Innovationsprisen skal være til inspiration for vores medlemmer. Nomineringerne sidste år viser, at den bedste teknologi ikke nødvendigvis er raket-videnskab, men handler om at se tingene på en ny måde, der gør det lettere, billigere og mere motiverende at være del af den grønne omstilling, fortæller Lars Thygesen.