Den markante ejendom på hjørnet af Nørreport og Studsgade i Aarhus skal ombygges til ni eksklusive byhuse med private haver og tagterrasser som en del af projektet Refugium.
Projektet tager udgangspunkt i den tidligere undervisningsejendom, som ligger centralt placeret mellem Latinerkvarteret og Stenbrokvarteret.
Efter ombygningen vil de tidligere undervisningslokaler danne rammen om store familieboliger med adgang til private uderum i et afskærmet gårdmiljø midt i Aarhus C.
Strandhotel i Sydsjælland får godkendt byggetilladelse
Projektet er et eksempel på den stigende interesse for transformation af eksisterende bygninger som alternativ til nedrivning og nyopførelse.

Lokalplanen gav mulighed for et nyt byggeri i op til fem etager, men bygherren har valgt at fastholde den eksisterende bygningshøjde og i vid udstrækning bevare ejendommens karakteristiske facadeudtryk.
Boligerne bliver mellem 128 og 327 m2 og indrettes med 4-8 rum. Den største bolig etableres i den markante hjørneejendom mod Studsgade og Nørreport.
Transformation af 2 grunde
– Vi har valgt et transformationsprojekt af to primære årsager. For det første oplever vi i Aarhus en markant efterspørgsel på store familieboliger i centrum, så vi udfylder et reelt behov i markedet. For det andet taler projektet direkte ind i en stigende tendens til at bevare og genanvende eksisterende bygninger frem for at rive ned, fortæller bygherre Kim Branick.
Selvom bygningen bevarer sin historiske identitet, bliver de nye boliger indrettet efter moderne boligstandarder med fokus på fleksible planløsninger, dagslys, materialevalg og komfort.
Multihal til en halv milliard får fuglevinge-tag
Købere, der kommer tidligt ind i processen, får samtidig mulighed for at påvirke ruminddelingen og tilpasse boligerne til egne behov. Dermed kombineres transformationens arkitektoniske kvaliteter med den fleksibilitet, som normalt forbindes med nybyggeri.
Projektet forventes færdiggjort med indflytning i begyndelsen af 2027.
Refugium
Beliggenhed: Hjørnet af Nørreport og Studsgade, Aarhus C
Arkitekt: Gjørtz/Andersen Arkitekter
Antal boliger: 9 byhuse
Størrelser: 128-327 m2
Bygherre: Kim Branick
Salg: EDC Projekt Poul Erik Bech
Forventet indflytning: Primo 2027
