I første halvdel af 1960’erne blev folketinget ramt af en kollektiv galskab. Man vedtog nogle anlægslove – her og her – for motorveje gennem København, som skulle brage ind gennem broerne og endda ende i en 4-etagers udfletning nede bag Hovedbanegården ved Halmtorvet. Lovene blev vedtaget med massive flertal hen over midten.
Det ville ikke være blevet smukt. Det kan enhver konstatere ved at se på de enkelte dele, som desværre nåede at blive udført. Når man kører ind til København fra enten Farum eller Lyngby, så vil den opmærksomme chauffør opdage nogle slemme tilfælde af arkitektonisk øjenbetændelse. Fredens Park er det mest stilfærdige af dem. Lyngbyvejen ved Vibenshus runddel det værste. Og på Bispeengbuen er der en aldrig fuldført udfletning, som gør anlægget endnu mere mastodontisk trist, end det behøvede være.
Ekspropriationerne
Går man længere ned i materien, så opdager man hurtigt, at en medvirkende årsag til, at planerne overhovedet nåede så langt var, at ekspropriation af de nødvendige arealer ikke ville være særlig dyr. Det var blot en masse gamle udlejningsejendomme, som kunne opkøbes for en slik.
Her er tre ting, der sikrer flere boliger i Hovedstaden
Traditionelt er det ellers altid grundprisernes himmelflugt, der sætter en stopper for alle mulige velmenende projekter om ændrede byplaner. Det er som regel kun, når krig og brandkatastrofer har lagt alle bygningerne ned, at man kan rette gader ud og skabe nye pladser.
Men det nærliggende spørgsmål er så: Hvorfor var københavnske ejendomme så billige i begyndelsen af 1960’erne. Og på det spørgsmål er svaret entydigt: Huslejeregulering.
Boligreguleringen og prisen på udlejningsejendomme
Når man køber en virksomhed – uanset art – så er den væsentligste parameter, at man køber retten til fremtidige overskud i virksomheden. I princippet bør man give samme pris pr. krones forventet overskud uanset arten af virksomhed, men det holder naturligvis ikke, for der er også forskel på risikoen. Det fundamentale er imidlertid, at stiger overskuddet, så stiger virksomhedens værdi, og det modsatte gør sig også gældende.
Er boligstøttereglerne blandt årsagerne til nedslidte ejendomme i yderområder?
Hvis man sammenligner økonomien i en udlejningsejendom, da den blev huslejereguleret i 1939 med situationen i 1963, hvor lovforslaget om motorgader i København blev fremsat , så var huslejen i ældre ejendomme i perioden steget fra indeks 100 til ca. 156, men forbrugerpriserne var steget til indeks 303.
Det er jo ikke alle udgifter ved en ejendom, der stiger med forbrugerpriserne. Hvis vi skal lege med tallene, så kunne vi jo lave et regnestykke:
Nøjagtig hvordan posterne fordeler sig, kan man diskutere, men princippet er jo tydeligt. (Hvis nogen af læserne forøvrigt ligger inde med en serie regnskaber for en eller flere ejendomme, som går rigtig langt tilbage, så vil jeg være lykkelig for at modtage en kopi. Der mangler tilgængelige kilder til at belyse udviklingen i detaljer.)
Den eneste måde ejendommen kunne give et overskud i 1963 var selvsagt ved at beskære vedligeholdelseskontoen drastisk og forsøge at rationalisere driften. Der skulle ikke vaskes trapper så tit.
Boligkrise samler EU i København: Alle aktører skal tage ansvar
Vi mangler nogle realistiske statistikker for udviklingen i salgspriserne på udlejningsejendomme over tid. Men der kan ikke være sket ret meget fra 1939 til 1963. Efterhånden blev det ikke en virksomhed man købte, men en lodseddel hvor den store gevinst ville udløses ved lempelser i lejelovgivningen.
Derfor blev motorvejene aldrig færdige
I Odense blev Thomas Thriges Gade gennemført og Stockholms centrum er et mareridt af tilsvarende motorgader, men de københavnske nåede aldrig ret langt. Det er der mange grunde til. Man plejer at sige, at det var energikrisen i 1973, der endeligt aflivede tanken om motorgaderne, men det er nok heller ikke uden betydning, at i 1966 gennemførte man det første af flere boligforlig, som skulle ajourføre huslejerne tilnærmelsesvis til niveauet i et frit marked. Det overvæltedes naturligvis straks i ejendomspriserne, og dermed blev anlæggene langt dyrere. Perverst nok blev anlægslovene for motorgaderne først ophævet i 2024.
Boligmangel skyldes aldrig mangel på boliger
Det, som man først og fremmest kan lære af historien, er, at en uskyldig lille lovændring, som har til hensigt at hjælpe en ilde stedt befolkningsgruppe, på langt sigt kan medføre nogle helt oversete bivirkninger, der er ganske dramatiske. I dette tilfælde gik det godt til sidst, men masser af andre love har givetvis lige så utrolige konsekvenser. Så man skal passe rigtig godt på med at gribe forstyrrende ind i markedsmekanismen. Den er betydeligt bedre end sit rygte.
