Når et hold bygningsarbejdere står over for en ødelagt bygning, så er udfordringen normalt at reparere bygningen eller rive den ned.
Anderledes ved den såkaldte Genbaku atomkuppel i Hiroshima, som er erklæret for et “verdens-mindesmærke” af FN-organisationen Unesco, og som byen Hiroshima derfor er forpligtet til at bevare i evighed i den ødelagte stand, som bygningen har befundet sig i siden 1945.
Vores opgave var at bevare bygningen, men det så ud, som om vi var i gang med at ødelægge den.
Shojiro Futakuchi, formand under renoveringerne i 1967 og 1989/90.
Det har bygningsteknisk vist sig at være en langt vanskeligere udfordring for byens ingeniører og bygningsarbejdere, end hvis de bare havde skullet reparere bygningen eller rive den ned.
Den første atombombe
I år er det 70 år siden, at verdens første atombombe blev bragt til eksplosion af et amerikansk bombefly 600 meter oppe i luften kun halvandet hundrede meter fra den stolte udstillingsbygning, som i 1915 var bygget af den dengang kun 35-årige tjekkiske arkitekt Jan Letzel, og som oprindeligt var beregnet på at promovere varer fra Hiroshima-amtet over for gæster fra hele verden.
150.000 mennesker har mistet livet som et resultat af atombomben over Hiroshima. Lidelserne og ødelæggelserne har været ufattelige. Men midt i en totalt raseret bymidte stod skelettet til Jan Letzels udstillingsbygning stadig med sin karakteristiske kuppel.
Netop fordi bomben blev udløst næsten lige oven over bygningen, kom trykket fra eksplosionen ovenfra. Bygningen blev derfor bogstaveligt talt udhulet fra oven. 30 ansatte, som var på arbejde, blev brændt ihjel øjeblikkeligt. Men bygningens fundament blev derimod på mirakuløs vis bevaret i nogenlunde stand.
I 1966 besluttede et enstemmigt byråd i Hiroshima efter en lang debat, at atomkuplen skulle blive stående i sin ødelagte tilstand for enden af den fredspark, der i mellemtiden var anlagt midt i byen. Den splintrede bygnings tavse og uhyggelige budskab om en atombombes ødelæggende kraft skulle bevares for eftertiden. I 1996 erklærede FN-organisationen Unesco atomkuplen for et “world heritage site”, et mindesmærke, som bør bevares for hele menneskehedens skyld.
Projekt for hele Japan
Men allerede i 1966 var bygningen ved at gå i opløsning på grund af regn og vind. Det hastede, hvis den ikke skulle segne. Regnen havde gradvist skyllet det bløde og beskadigede murværk væk, og risikoen for, at bygningen pludselig ikke ville kunne bære sig selv længere, blev større dag for dag.
Der blev sat en storstilet indsamling til bevaringsindsatsen i gang i hele Japan, og Hiroshimas borgmester stod selv med raslebøssen på fortovene i Tokyo. Der blev indsamlet 66 millioner yen, langt over måltallet. Der er over 10.000 navne på listen på Hiroshima Rådhus over donorer til projektet. Renoveringen af atomkuplen i Hiroshima blev et projekt, som hele Japan involverede sig i.
– Det var skræmmende, har den i dag 94-årige Shojiro Futakuchi, som var ansat i entreprenørfirmaet Shimizu og formand på byggepladsen under den første renovering i 1967, i år udtalt til Hiroshima Peace Media Center.
– Vores opgave var at bevare bygningen, men det så ud, som om vi var i gang med at ødelægge den, tilføjede han.
Mursten var faldet ned på jorden alle vegne. Shojiro Futakuchi mindes, at hvis man lænede sig op ad nogle af murene, så gav de efter. Der var lange sprækker i væggene, og nogle steder havde svaler bygget reder i murværket.
De mure, som var tættest på at ramle sammen, blev forstærket med stålkonstruktioner inde bagved, som holdt dem oppe uden at kunne ses ret meget udefra. Samtidig sprøjtede man uendeligt forsigtigt kunstig harpiks ind som klæbemiddel i det eksisterende murværk, så dets modstandsdygtighed blev styrket.
Ved renoveringsprojektet i 1967 valgte man groft sagt en kombination af disse to løsninger. Det samme var tilfældet ved de næste to store renoveringsprojekter i henholdsvis 1989-1990 og 2002-2003.
Trues af jordskælv
Efterhånden blev dele af bygningens oprindelige stålramme erstattet, og andre dele blev smurt med anti-rust-midler. Beton, der var ved at smuldre, blev repareret. Og mure, som var faldet sammen i årene siden atombomben, blev muret op igen med de oprindelige mursten, som blev fundet på jorden. Ikke sådan, at de kom til at se nye ud – men sådan, at de kom til at se ud, som de så ud efter den skæbnesvangre dag i 1945.
Shojiro Futakuchi, som også stod i spidsen for det andet renoveringsprojekt i 1989 og 1990, spår, at bygningen vil kunne bevares med sit nuværende udseende i lang tid, hvis blot man passer ordentligt på den.
Men der er en trussel, som man er begyndt at tage mere alvorligt i de senere år, nemlig truslen om et massivt jordskælv i den del af Japan. Det vil selv den renoverede atomkuppel have vanskeligt ved at modstå. Bygningen er jo gammel, det kan man ikke komme udenom, og den var allerede som udgangspunkt voldsomt ødelagt af atombomben.
I 2013 blev der derfor taget nogle prøver af murværket, som blev analyseret med særligt henblik på bygningens modstandsdygtighed over for jordskælv. Her viste det sig, at en del af den ville være meget sårbar.
Derfor besluttede Hiroshima By sidste år, at man vil udføre et projekt med ?seismisk eftermontering? af bygningen. Et projekt, der ifølge planen skal foregå i den kommende vinter – altså efter afslutningen på ceremonierne i anledning af 70-års-dagen for atombomben over Hiroshima 6. august i år.
Nyt kapitel
Seismisk eftermontering vil groft sagt sige, at man udstyrer eksisterende bygninger med moderne jordskælvssikring, som ikke eksisterede, da de blev bygget. Der er mange erfaringer med seismisk eftermontering af højhuse og andre store bygningsværker, ikke mindst i Japan, men ingen har nogensinde brugt disse nye teknikker på en alvorligt beskadiget bygning, som skal vedblive med at se alvorligt beskadiget ud.
Det handler eventuelt om at styrke stålskelettet i bygningen indefra. Det handler eventuelt om at grave jordbunden ud, så bygningen kommer til at stå på sin egen lille platform, som er isoleret fra helt voldsomme rystelser i undergrunden. Og det kunne eventuelt også handle om at pakke murene ind i et kulfiber-lag, hvilket imidlertid er meget vanskeligt at gøre, uden at det vil kunne ses udefra.
Under alle omstændigheder indvarsler den kommende vinters renovering et nyt kapitel i indsatsen for at bevare Hiroshima-kuplen for eftertiden.
Bygningens stand inspiceres omhyggeligt af byens ingeniører hvert tredje år – og arbejdet vil aldrig nogensinde blive helt afsluttet.
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
';