Profiler går sammen om at gøre grøn omstilling til god forretning

Michael H. Nielsen og Flemming Kehr er gået sammen for at tilbyde byggebranchens mindre og mellemstore virksomheder hjælp ift. de mange nye grønne krav, som rammer i de kommende år.
Flemming Kehr og Michael H. Nielsen fotograferet med et træ i baggrunden. Begge er iført sort jakke og hvid skjorte.
Flemming Kehr (tv) og Michael H. Nielsen.

Byggebranchen har stor indflydelse på den grønne omstilling – både når det gælder klimaaftryk, ressourceforbrug og biodiversitet. I de kommende år skærpes kravene til byggeriets aktører yderligere gennem krav i bygningsreglementet, men også ifm. implementering af direktiver og forordninger fra EU.

Michael H. Nielsen og Flemming Kehr er derfor gået sammen under navnet Kehr+Nielsen om at tilbyde branchens mindre og mellemstore virksomheder hjælp ift. at kunne levere på de nye grønne krav:

– De mindre og mellemstore virksomheder har afgørende betydning for den grønne omstilling af byggeindustrien, lyder det fra makkerparret.

Læs også

Kredsløb tilknytter rådgiver forud for milliardinvestering i grøn energi

De uddyber:

– Mange store virksomheder er allerede godt i gang, men hvis byggeindustrien skal nå 2030 målene, er det helt afgørende, at alle de øvrige virksomheder i værdikæde ligeledes kommer godt i gang med en helhedstænkt grøn omstilling. Det er et krav fra de store virksomheder i branchen, som de mindre og mellemstore virksomheder er leverandører til. Men det er også et krav fra eksterne interessenter som finansielle virksomheder, forsikringsbranchen, investorer og lignende.

Det helt rette udgangspunkt i den enkelte virksomhed

Michael H. Nielsen har gennem sin mangeårige karriere i Dansk Byggeri og DI arbejdet med byggeriets udvikling, herunder ikke mindst med byggeriets rolle i den grønne omstilling. Han varetager desuden forskellige bestyrelses- og udvalgsposter inden for byggeri og industri og er seniorrådgiver hos Concito, hvor han bl.a. beskæftiger sig med mere bæredygtigt byggeri, cirkulær økonomi og grøn omstilling.

Ud over en karriere som international bestyrelses- og ledelsesrådgiver har Flemming Kehr været Global Sustainability Practice Lead hos Mercuri Urval. Han har en stor erfaring med at planlægge og gennemføre transformationsprocesser, hvor ESG er nøgleelementer, og ligeledes udvikle og evaluere bestyrelser og ledergrupper i globale, regionale og nationale virksomheder, der også omfatter adskillige aktører i den danske byggebranche.

Læs også

Ny trælastdirektør i Stark Holbæk har erfaring fra ‘den anden side’

Det er denne kombination af erfaring, som de to vil dele ud af til branchens SMV’er for derved at øge muligheden for at få grebet den grønne omstilling rigtigt an fra start og styrke kerneforretningen gennem helhedstænkt forretningsudvikling:

– Da byggeindustriens mange mindre og mellemstore virksomheder ikke har uanede ressourcer, er det en forudsætning, at der skabes det helt rette udgangspunkt i den enkelte virksomhed, hvis de skal lykkes med en omstilling, der samtidig ikke underminerer en rentabel drift af en ofte presset kerneforretning, forklarer og tilføjer:

– Det betyder bl.a., at der ifm. arbejdet med bæredygtighed/ESG er behov for en klar afstemning af ambitionsniveau hos ejere, bestyrelse og ledelse, at de rette kompetencer er til stede de rigtige steder i organisationen, samt at der foretages en målrettet, lavpraktisk detailplanlægning og eksekvering.

Relateret indhold