Somme tider, når cykelmakkeren og jeg kommer ud på ture, som strækker sig lidt udenfor de sædvanlige københavnske forstæder, så undrer vi os over antallet af nedslidte eller ligefrem forladte huse i landskabet. Der er noget meget mærkeligt ved det. De fleste husejere vil gå langt for at holde deres hjem. Og selv om gennemsnitsprisen pr. kvadratmeter er langt lavere i yderområder end i de større byer, så er der stadig temmelig mange penge at miste ved at lade ejendommen forfalde.
Guldborgsund kommune har eksempelvis ifølge Boliga.dk en gennemsnitlig kvadratmeterpris på små 10.000 kr. Men ca. 15 % af de udbudte ejendomme ligger nede på halvdelen af gennemsnittet. Det er ret markant.
Huslejelofter er asociale
Forleden kom jeg til at overveje, om det til dels har noget at gøre med den måde vores alderdomsforsørgelse er opbygget – altså hvor mange penge pensionisterne på landet har at rutte med. Har de simpelthen så få penge, at det er en væsentlig årsag til nedslidningen af boligmassen i landdistrikterne? Sker der en relativ begunstigelse af byernes pensionister?
Når først man har fået tanken, så er det svært ikke at forelske sig i den. Men det har vist sig noget mere vanskeligt at opbygge en nogenlunde sammenhængende argumentation for synspunktet. Så hvor mine debatartikler oftest bare handler om slå på tromme for nogle oversete, men indlysende rigtige synspunkter, så er håbet denne gang, at nogen vil tage sig tid til at sige mig imod.
Folkepensionens opbygning
Det er sådan, at danske politikere for en menneskealder siden vedtog, at forsørgelse af gamle mennesker er en offentlig opgave i form af universel folkepension. Men at give en universel ydelse, som har en sådan størrelse, at modtagerne tilnærmelsesvis kan opretholde samme levefod som en lønmodtager ville være ufattelig kostbart for statskassen.
Derfor er man endt med, at folkepensionen består af en hel række forskellige ydelser. Der er den universelle del, grundbeløbet, som alle med passende lang bopæl i landet modtager, uanset om de nogensinde har betalt skat. Det er med sine ca. 7.500 om måneden næsten præcis det samme som de unges SU.
Boligmangel skyldes aldrig mangel på boliger
Derudover er der et såkaldt pensionstillæg, der bortfalder, hvis man forlader landet. Tanken med det har nok været at fjerne incitamentet til at flytte til Solkysten eller Marokko. Og selv om man bor i landet, så reduceres pensionstillægget gradvis, hvis man har andre pensionsindtægter.
Og så er der endelig et tredje element i form af nogle behovsafhængige ydelser, bl.a. et boligtilskud. Det er naturligvis boligtilskuddet, som kan have betydning for husejerne på landet.
Boligtilskuddenes forhistorie
Tilskud til enkelte husholdningers boligudgifter blev første gang indført i Danmark kort inden 2. verdenskrig. Dengang var der tale om tilskud til børnerige familier, som man ville give råd til at bo i moderne lejligheder. Ordningen var uendelig kompliceret og fik aldrig den forventede betydning.
Men fra 1966 udvidede man området for individuel boligstøtte meget betragteligt. Reelt var der tale om et indirekte tilskud til de almene boligselskaber, for støtten blev kun givet til lejligheder med moderne faciliteter – bad, centralvarme etc. – som var ret sjældne i det ældre byggeri. Og støtten blev af samme grund kun givet til lejeboliger – ikke ejerboliger.
Boligtilskud til folkepensionister
I nutiden er boligstøtten for så vidt angår folkepensionister udvidet til også at gælde andels- og ejerboliger, men med det ganske betragtelige aber dabei, at støtten så gives som lån. Deri ligger en så væsentlig forringelse, at eksempelvis Ældresagens hjemmeside udtrykkeligt bemærker, at sale-and-lease-back arrangementer er lovlige.
Men der er også andre forhold, som formindsker betydningen af boligtilskud for pensionister med ejerboliger. Der er f.eks. nogle grænser for størrelsen af boligens areal. De fleste af os vil nok instinktivt være enige i, at der ikke skal ydes offentlige tilskud til driften af pragtvillaer. Men de 65 hhv. 85 m2, som er overgrænsen for fuld boligstøtte til enlige hhv. et par, er måske ikke helt i den vægtklasse. Og i landlige områder er der givetvis langt mellem boliger, som er så små. Det skyldes blandt andet, at staten i lange perioder af det 20. århundrede gav støtte til byggeri af større boliger på landet.
Dummebøden vi aldrig taler om
Konsekvensen er, at folkepensionister, som ønsker at blive i det lokalområde, som de har levet deres erhvervsaktive liv i, reelt ikke har andre muligheder end at forblive i parcelhuset og dermed få reduceret deres boligstøtte. Er huset på 120 m2, så kan et par kun opnå et lån på ca. 2/3 af maksimal støtte. For de enlige er det endnu en tand mindre.
I beregningen af boligstøtte indgår, at vedligeholdelsesudgiften pr. definition er 16.200 om året. Det får man ikke så voldsomt meget for. Og man får endnu mindre for en brøkdel af beløbet. Og typisk er vedligehold af et parcelhus nok noget dyrere end en tilsvarende størrelse bolig i en etageejendom.
Enhedslisten skylder os en forklaring på deres huslejeloft
Samlet er det ikke svært at se, at folkepensionister med ejerbolig i landdistrikterne er stillet noget ringere end lejere i byerne. De har mindre at gøre godt med i dagligdagen.
De uheldige huse
Hvis økonomien strammer, så er det helt naturligt, at man skærer ned på vedligeholdelse og forbedring af sit hus. Vi ved allesammen, at det næppe er nogen god idé på langt sigt, men det kan jo være nødvendigt.
Da folkepensionen blev indført, forventedes modtagerne at leve nogle få år. Det kunne et hus sikkert godt holde til. Men i vore dage er det ofte 20 eller måske 25 år, pensionisten overlever. Og så risikerer man, at huset ganske enkelt har gået for længe uden tilstrækkelig kærlig omsorg til at det kan betale sig at rette op på.
Det lyder egentlig temmelig plausibelt, ik’?
Skal man gøre noget ved det?
Problemet med faldefærdige huse på landet er stort nok til, at boligministeriet har oprettet en ordning om landsbyfornyelse, altså at det offentlige afsætter penge til at rydde op, når det er gået galt med en ejendom.
På mig virker det lidt sølle. I 2025 kostede ordningen ca. 130 millioner (statens andel ca. 80 millioner). Jeg kan ikke helt sige mig fri for tanken om, at de penge kunne have været brugt bedre, hvis de havde været brugt til at vedligeholde i stedet.
Mangel på nybyg får boligpriser til at fortsætte stigning i 2026 og 2027
Personligt krymper jeg mig lidt ved at foreslå højere udgifter i landet med verdens højeste skattetryk, men den nuværende fordeling kunne måske godt tåle et nærmere eftersyn. Hermed er idéen givet videre.
