Gennem nogle måneder har Dagens Byggeri åbnet sine spalter for mine meninger om tilstandene på boligmarkedet. Og et af de emner, som jeg hele tiden vender tilbage til, er huslejelofter.
Det gør jeg, både fordi jeg har stærke meninger, og fordi jeg gennem de seneste år har haft mulighed for at arbejde i dybden med problemerne, eksempelvis i den første kildekritiske artikel i 75 år om huslejestoppet i 1939. Der findes faktisk utroligt lidt nyere videnskabelig litteratur på dansk om dette emne.
“Løsningen”, der øgede ubalancen på et todelt boligmarked
Når vi hører om huslejelofter, så går diskussionen næsten altid på virkningerne for de direkte berørte. Venstrefløjen understreger fordelene for de berørte lejere, medens de borgerlige tenderer mod at tale om de stakkels udlejere. Og længere kommer man så normalt ikke.
Det er ærgerligt, for huslejelofter har ganske utroligt mange videregående konsekvenser. Når man, som jeg har gjort de seneste år, begynder at studere det nærmere, så dukker der de allermest mystiske bivirkninger op.
Skaber lange køer
Den vigtigste bivirkning er, at huslejelofter har stor betydning for bevægeligheden på boligmarkedet og dermed umiddelbart rammer alle dem, der leder efter en ny bolig. Værst går det ud over dem, som er 1.-gangs boligsøgende, men også folk, som vil skifte én bolig ud med en anden mærker hurtigt, at under huslejelofter sander markedet til.
Det, vi kender som boligmangel, har altid været udtryk for et kraftigt stigende forbrug af kvadratmeter hos eksisterende beboere og deraf følgende manglende ledige boliger. Hver gang vi har fået huslejelofter, så stiger antallet af lejligheder med relativt få beboere – oftest symboliseret ved gamle damer i herskabslejligheder.
Boligmangel er altid udtryk for, at boligerne bliver mere skævt fordelt.
Enhedslisten skylder os en forklaring på deres huslejeloft
Hvis man ser på det gennemsnitlige antal beboere pr. værelse, så er det naturligvis faldet betydeligt over de seneste 125 år i takt med, at der er blevet bygget ufatteligt store byområder. Og tallet for gennemsnitlige beboere pr. værelse skal naturligvis falde ved stigende levestandard.
Men det mærkelige er, at der ikke er nogen sammenhæng mellem, hvor meget det tal falder og længden af boligkøerne. Man skulle jo tro, at i perioder med boligkøer, så ville de ekstra værelser i nybyggeriet medvirke til at gøre køerne kortere. Men der er ingen korrelation, når man går gennem historiske data.
Derfor opstår køerne
Forklaringen på det stigende boligforbrug er sådan set enkel nok. En af de helt konstante bevægelser i dansk økonomi siden den økonomiske krise i 1930’erne har været stigende lønninger, såvel i kroner og øre som i realløn, hvor inflationen indregnes.
Der har været nogle få perioder med tilbagegang, men det er tydeligvis undtagelsen snarere end reglen. Og selv om verden ser absurd ud lige nu, så holder trenden nok på 5-10 års sigt.
Så trenden har været stigende lønninger. Men hvis huslejerne så ikke følger med lønningerne, så vil næsten alle mennesker pludselig have råd til mere plads. Og det vil de naturligvis forsøge at skaffe sig. Nogle vil det lykkes for, men det kan umuligt lykkes for alle – for så mange lejligheder er der ikke. Resultatet er, at dem, som har de bedste forbindelser, eller som har formået at stå i kø efter de gode lejligheder i mange år, ender som vinderne. De får meget mere plads.
Mangel på nybyg får boligpriser til at fortsætte stigning i 2026 og 2027
Taberne bliver de, som har ringest social kapital. De ender endda somme tider med måtte nøjes med mindre plads, end de har været vant til. Det er muligt, at folk med lav social kapital og lav løn står svagt på et frit marked, men de står meget, meget svagere på et overreguleret marked.
Og det er virkeligt store forskydninger i efterspørgslen, som kan udløses af huslejelofter. I gode år kan der bygges 1-2 % nye boliger, men det forslår jo som en skrædder i helvede, hvis efterspørgslen år efter år stiger 5 % på grund af de lave priser. Hvis inflationen tager fat, som den gjorde det under 2. verdenskrig, så er det snarere 10-15 % stigning i efterspørgsel om året. Det skal gå galt, og det gør det også – hver eneste gang.
Et udtryk for social ansvarlighed
Min modstand mod huslejelofter er ikke baseret på et ønske om at gavne kapitalisterne, men fordi den reale effekt af huslejelofter altid er til skade for de marginale grupper på boligmarkedet. Det er folk med ustabile liv, lav social kapital og små indtægter, der taber.
For at gøre det lidt mindre abstrakt så vil jeg godt opfordre læserne til at overveje, hvordan de selv ville reagere, hvis de sad som udlejere. Forestil dig, at du ejer en lidt ældre ejendom 100 meter fra Lyngby Station – Ulrikkenborg Allé. Der er lejligheder på 2 og 3 værelser. De er boligregulerede efter alle kunstens regler og koster ca. 1/3 af nettoydelsen på ejerlejligheder i ejendommen lidt længere henne ad gaden. Hvem skal have den lejlighed, som bliver ledig 1. juli?
De almene boligorganisationer og andelsboligforeningerne er Danmarks største skatteål?
Ringer du til Kriminalforsorgen og tilbyder dem, at de kan få lejligheden til en indsat, som skal udsluses fra en længere fængselsdom? Eller går den til din badminton-makkers niece, der har fået tilbudt en ph. d.-stilling på DTU? Det er vist det, man kalder for et retorisk spørgsmål.
Vi ved allesammen godt, at sandsynligheden for, at en drikfældig, arbejdsløs midaldrende mand får sådan en lejlighed, er lig med nul. Han må nøjes med en kommunalt anvist i noget temmelig dyrt alment byggeri.
Og det er lige præcis sådan, huslejelofter virker. Hver gang, altid og uden undtagelse. Det er derfor huslejelofter er asociale.
