Nyt Hospital Nordsjælland bliver igen væsentlig dyrere.
Hospitalet havde fra starten et budget på lidt over 5 mia. kr. Det blev senere opjusteret i 2020 og senere 2023 til 8,2 mia. kr.
Nu kan Regions Hovedstaden oplyse, at de igen må udvide de økonomiske rammer, så projektet lander på omkring 11 mia. kr. Over dobbelt så dyrt, som man oprindeligt havde budgetteret med.
Nyheden kommer cirka et år efter, at budgettet i juni sidste år gik fra 8 til 9 mia. kr. Forretningsudvalget skal derfor i denne omgang ’kun’ tage stilling til, om der kan findes to yderligere milliarder.
Nyt budgetskred: Supersygehus kan blive dobbelt så dyrt
– Det er en meget utilfredsstillende situation, og jeg er mildt sagt meget frustreret. Men nu står vi her – og så må vi tage ansvaret på os og sørge for, at vi kan komme i mål, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj.
Udover prisstigninger og stigende lønninger er byggeriet også blevet udfordret af nye myndighedskrav til brandsikring, oplyser Region Hovedstaden.
Derudover har byggeriet fra start af været udfordret, da budgettet ikke er reguleret efter de faktiske prisstigninger i byggebranchen, men efter normal pris- og lønudvikling.
Og så har de arkitektoniske drømme simpelthen været for høje, erkender regionenen.
Ny tidsplan forventes overholdt
Nyt Hospital Nordsjælland skulle ifølge de allerførste planer stå klar i 2020. Byggearbejdet startede dog først der.
Sidenhen er tidsplanen ligesom budgettet blevet ændret ret betydeligt.
Tidsplanen har siden 2025 lydt på, at sygehuset skal stå klar i efteråret 2027 – og den plan forventer de at overholde.
De mange forskellige vurderinger af budget og tidsplan skal nu have konsekvenser ifølge Lars Gaardhøj:
– Den løbende vurdering af økonomien til os politisk har været utilstrækkelig og uigennemskuelig. Jeg har derfor bedt administrationen om at styrke ledelsen og økonomistyringen i Center for Ejendomme og på byggeriet.
Så er den gal igen: Supersygehus bliver 1 milliard dyrere
Der skal fremover være en tættere afrapportering. Eksperter skal hives ind tidligere for at give mere realistiske bud.
– Jeg har meget tydeligt markeret, at det her bliver sidste gang, vi står i den her situation, siger Lars Gaardhøj
Lån skal finansiere regningen
Den ekstra regning for byggeriet skal finansieret gennem lån. På den måde kan regionen afbetale budgetoverskridelserne over en årrække.
Ifølge Region Hovedstaden vil de kunne finansiere afbetalingerne selv, og det vil derfor ikke gå ud over Region Sjælland, når de to regionerne lægges sammen.
– Det er enormt vigtigt for mig, at vi har fundet en måde at finansiere budgetoverskridelsen på, så det går mindst muligt ud over økonomien i Region Østdanmark. Jeg vil simpelthen ikke stå i en situation, hvor patienterne på Lolland kommer til at betale prisen for, at et byggeri i Nordsjælland skrider, siger Lars Gaardhøj.
