Byggebranchen er vant til at planlægge i årtier. En bygning projekteres typisk til at holde i 50 år, finansieres over 30 og vurderes ofte på, hvor længe den kan stå. De seneste år har imidlertid vist, hvor hurtigt forudsætningerne kan skride. Materialepriser og forsyningskæder er blevet volatile, renteniveauet har ændret hele projekters økonomi, demografien flytter sig, klimaet stiller nye krav til robusthed, og reguleringer strammes løbende.
Senest med krav til LCA og CO2-grænseværdier i bygningsreglementet, som skærpes yderligere over de kommende år. Fælles for faktorerne er, at ingen af dem lader sig forudsige præcist. Alligevel projekteres mange bygninger stadig ud fra en forventning om, at behovet er uændret om 20, 30 eller 50 år.
Falsk sikkerhed er blevet dyr
Det kan vise sig at være en dyr antagelse. For hvad sker der, når en skole pludselig får færre elever, når en institution skal udvides hurtigere end forventet, eller når en virksomhed får brug for helt andre rammer end dem, den oprindeligt var bygget til?
Resultatet er ofte tomme kvadratmeter, omfattende ombygninger eller faciliteter, der ikke længere understøtter formålet, med øgede CO2-udledninger og betydelige merudgifter til følge. Når fremtiden er usikker, bliver forsøget på at bygge til én bestemt fremtid i sig selv den største risiko.
Råderummet skal bygges ind
Derfor er der brug for et skifte i tankegang fra at gætte på fremtiden til at give byggeriet råderum til at ændre sig. Det er kernen i cirkulær økonomi og design-for-adskillelse. Når en bygning tænkes som en midlertidig materialebank frem for en permanent konstruktion, kan bygningselementer skilles ad, tilpasses og indgå i nye sammenhænge i stedet for at ende som affald. Værdien bevares, selv når behovet ændrer sig.
Men det kræver, at der tages aktiv stilling allerede før udbud og projektering, for tilpasningsevne kan ikke bygges ind bagefter. Den vigtigste bæredygtighedsbeslutning træffes, før den første streg er tegnet.
– I toppen af affaldshierakiet har vi direkte genbrug af bygningsdele. Med modulbyggeri kan ikke bare bygningsdele, men hele bygninger genbruges, siger bæredygtighedskonsulent Martin Maribo fra JYTAS, der har specialiseret sig i modulbyggeri.

Fokus på modstandsdygtighed
Her ser man tilpasningsevne som en form for risikostyring. Modulbyggeri forbindes af mange stadig med midlertidige pavilloner af lavere kvalitet, men udviklingen har rykket sig markant de seneste år.
I dag kan modulbyggeri leveres med høj arkitektonisk kvalitet, dokumenteret bæredygtighed og lang levetid samt med den fordel, at bygningen kan vokse med organisationen, omdisponeres med begrænsede indgreb eller i visse tilfælde flyttes og genanvendes et nyt sted i takt med, at behovene skifter.
Bygget til forandring
– Produktionen foregår desuden under kontrollerede forhold, hvilket giver færre fejl, mindre materialespild og større sikkerhed for både økonomi, tidsplan og arbejdsmiljø. Vi opfører modulbyggerier, der lever op til DGNB-certificering og Svanemærkning, med fuld gennemsigtighed fra projektering til færdigt byggeri, ikke fordi certificeringen er et mål i sig selv, men fordi den dokumenterer, at fleksibilitet og bæredygtighed kan gå hånd i hånd, siger Martin Maribo videre.

Bæredygtighed handler ikke længere kun om energiforbrug og materialevalg. Det handler også om, hvordan et byggeri klarer sig, når forudsætningerne ændrer sig, for det gør de. I en verden præget af usikkerhed og forandring er fremtidens mest bæredygtige bygninger derfor måske ikke dem, der står uændret i mange år, men dem, der er bygget til at forandre sig, tilpasse sig og leve videre i nye former.
Se mere her: https://jytas.dk/vidensartikler
Video med flytning af moduler fra Bakkeskolen til Skovbyskolen:
