Per Aarsleff har sikret sig en kontrakt på 398 mio. kroner med Horsens Kommune om et klimasikringsprojekt, der skal beskytte særligt byens centrum mod forhøjet vandstand i Horsens Fjord.
Entreprisen er en del af Horsens Ringvej Syd og omfatter etableringen af et cirka én kilometer langt klimaværn, der samtidig skal danne grundlag for en ny vejforbindelse sydøst om byen.
Projektet samler en række krævende anlægsdiscipliner inden for beton, fundering, vandbygning og infrastruktur.
3.600 m2 SAS-lounge: Aarsleff vinder ny opgave i lufthavnen
– Det er et spændende projekt, som passer utroligt godt med de kompetencer, vi har i Aarsleff og vores fokus på komplekse kyst- og klimasikringsprojekter. Vi kommer til at løse hovedparten af opgaverne i egenproduktion, siger afdelingsdirektør Eva Braad, Per Aarsleff.
30.000 liter vand i sekundet
En af entreprisens mest omfattende opgaver bliver etableringen af et nyt pumpe- og sluseanlæg ved Bygholm Å.

Anlægget skal kunne pumpe op til 30.000 liter vand i sekundet tilbage ud i Horsens Fjord og bliver opført i tilknytning til en ny vejbærende bro.
Arbejdet stiller krav til funderingen, som skal udføres fra både land- og vandsiden, hvor Aarsleff blandt andet skal etablere en spunset byggegrube i vandet og nedbringe omkring 30.000 løbende meter funderingspæle, der skal understøtte konstruktionerne.
Aarsleff sikrer sig flere år i Københavns Lufthavn
Desuden får entreprenøren ansvaret for projekteringen af spunsvægge, pæledæk, pumpebygværk og sluseanlæg inklusive de tekniske installationer.
Nye dæmninger og broer
Ud over det store pumpe- og sluseanlæg omfatter kontrakten etablering af vejdæmninger ved Boller Enge og Deponiet på sydsiden af Horsens Fjord.
Ved Dagnæs Bæk skal der desuden opføres en mindre vejbærende betonbro med en såkaldt stoplog, der gør det muligt at regulere vandgennemstrømningen.
Aarsleff tester elgravere: De virker – men strømmen halter
De første arbejder ventes sat i gang inden jul, mens det samlede anlægsarbejde efter planen skal afleveres i 2031.
