Forsvaret står over for en omfattende opbygning i de kommende år, og derfor har Etablissement- og Terrænkommandoen (ETK) indgået nye rammeaftaler med ni virksomheder om henholdsvis køb og leje af pavilloner til blandt andet indkvartering, kontorer og undervisning.
Midtjyske ABC Pavilloner er blandt de fem leverandører, der er udvalgt på rammeaftalen for opsætning og leje af pavilloner med option på køb.
9 virksomheder indgår rammeaftale med Forsvaret
Der er tale om en stor rammeaftale, og derfor forventer ABC Pavilloner at få brug for øget bemanding, når de konkrete ordrer tildeles via minudbud blandt de udvalgte leverandører.
– Vi er naturligvis glade og stolte over at få mulighed for også fremadrettet at levere til Forsvaret, som vi lige nu løser og også tidligere har løst opgaver for, og vi ser det som en sejr at være med i kredsen af leverandører, siger Dennis Holm Vegeberg, afdelingsleder i ABC Pavilloner, og fortsætter:
– Generelt oplever vi en stigende efterspørgsel, og med den nye rammeaftale forventer vi, at aktiviteten i produktionen kan blive endnu højere. Derfor forbereder vi os allerede nu på at styrke bemandingen med flere håndværkere, så vi kan skalere i takt med de opgaver, der kommer.
Modulbygger skal opføre 100 almene boliger på Sydsjælland
Den samlede rammeaftale med ETK har en anslået værdi på 8 mia. kroner, men værdien kan løbe op i 12 mia. kroner, lyder det fra ABC Pavilloner.
