Vejdirektoratet tester ny teknologi til jordlag – 15 meter oppe

Det nye målesystem skal give Vejdirektoratet et bedre grundlag for projektering af store infrastrukturprojekter og reducere risikoen for forsinkelser og ekstraregninger.
En helikopter og en person i arbejdstøj på et stort græsareal
Målesystemet skal bidrage til en 3D-model af undergrunden som skal give et bedre grundlag for projektering af store infrastrukturprojekter. Foto: SkyTEM.

Vejdirektoratet tester et nyt luftbåret målesystem, der ved hjælp af elektromagnetiske målinger kan give et mere komplet billede af jordlagene, og hvordan de ændrer sig langs kommende vejprojekter.

Den første test foregår fra i dag, onsdag den 19. august, mellem Billund og Give, hvor Vejdirektoratet skal anlægge 18 kilometer ny motorvej.

Læs også

700.000 byggeprojekter: AI finder de mest relevante for hele branchen

Målesystemet, der ligner en ca. 4 x 4 meter stor diamant, hænger under en helikopter, udsender elektromagnetiske impulser og måler jordens respons.

De forskellige jordarter giver så forskellige signaler, og målingerne bliver efterfølgende omdannet til en geofysisk 3D-model

Læs også

Sweco opruster på landskab med SLA-profil

Den nye teknologi skal ikke erstatte de traditionelle boringer, men supplere dem ved at give Vejdirektoratet mere viden om jordbunden, inden anlægsarbejdet går i gang.

– I dag undersøger vi undergrunden med geotekniske boringer, som giver præcis viden lige dér, hvor vi borer. Men jordlagene kan ændre sig mellem boringerne, hvilket kan skabe uforudsete problemer. Med den nye metode håber vi at få et mere sammenhængende billede mellem boringerne, så vi kan målrette vores undersøgelser bedre, siger specialkonsulent i Vejdirektoratet Peter Lindberg Thomadsen.

Uventede overraskelser

Målingerne kan bl.a. vise, om jordlagene består af f.eks. ler, sand eller kalk, og hvor jordlagene skifter. 

På strækningen mellem Billund og Give kan den nye viden f.eks. bruges til den videre projektering af motorvejen og dens broer, til at beregne jordmængder, der skal flyttes, og til at beslutte placering og udformning af regnvandsbassiner.

Læs også

Oprustningen rammer byggebranchen – 31 nye bygninger på vej

– Når vi skal bygge 18 kilometer motorvej, kommer vi igennem mange forskellige jordbundsforhold, og der kan altid dukke overraskelser op, når vi begynder at grave. Jo mere vi ved på forhånd, desto bedre kan vi projektere, og desto bedre kan vores entreprenører planlægge deres arbejde. Håbet er, at vi kan finde nogle af overraskelserne, før gravemaskinerne gør det, siger Peter Lindberg Thomadsen.

I sidste ende er målet at reducere risikoen for ændringer, forsinkelser og ekstraregninger under anlægsarbejdet.

Målingerne forventes at tage 2-3 dage og udføres af det danske firma SkyTEM, som står bag teknologien. Foto: SkyTEM.

Det er første gang, at Vejdirektoratet anvender dette luftbårne målesystem til denne type undersøgelse i Danmark, og målingerne fortsætter i uge 36 på et vejprojekt mellem Næstved og Rønnede, hvor anlæg af en 15 kilometer lang motorvej undersøges.

– Vi er hele tiden på udkig efter ny teknologi, der kan gøre os endnu bedre til at bygge veje, og vi ser frem til at blive klogere på, hvilken værdi denne metode giver i vores projekter. Hvis erfaringerne er gode, kan metoden blive endnu et værktøj, vi kan bruge på kommende projekter, siger Peter Lindberg Thomadsen.

Læs også

Teknisk projektleder lukker kapitalfond ind: Vil firedoble top- og bundlinje på fem år

Helikopteren vil flyve omkring 50 meter over terrænet i parallelle linjer langs den planlagte motorvej, og målesystemet hænger cirka 10-15 meter over jorden.

Systemet kan måle ned til 60-70 meters dybde, men det mest detaljerede billede opnås i de første 10 meter, som er særligt interessante i forbindelse med et vejprojekt.

Relateret indhold