Tegnestuen Praksis skal realisere Artcenter Spritten

Praksis har vundet kapløbet om at realisere Aalborgs nye kunstcenter. Det fredede industrianlæg skal være nyt bykvarter med fokus på kunst og kultur i Aalborg.
Det er nyskabende i en dansk sammenhæng at bygge nyt oven på fredede bygninger. Det har medvirket til, at tegnestuen Praksis har vundet opgaven i Aalborg. Illustation: Praksis Arkitekter.
Det er nyskabende i en dansk sammenhæng at bygge nyt oven på fredede bygninger. Det har medvirket til, at tegnestuen Praksis har vundet opgaven i Aalborg. Illustation: Praksis Arkitekter.

Vinderteamet

  • Hovedrådgiver: Arkitekt: Praksis.
  • Restaurering: VMB Arkitekter.
  • Byrum og landskab: Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue.
  • Ingeniør: Henry Jensen Rådgivende Ingeniører.

Det bliver tegnestuen Praksis, der skal stå for omdannelse Aalborgs gamle spritfabrik. Det kommende Artcenter Spritten er en del af en større plan, som skal gøre det historiske industriområde til en attraktiv ny bydel i Aalborg. Det skriver Realdania.

Praksis har sammen med Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue, VMB Arkitekter og Henry Jensen Rådgivende Ingeniører udformet et Artcenter og en plan for byrummet omkring den fredede industriarkitektur. Ppraksis placerer nybyggeriet ovenpå de fredede bygninger – en ny og banebrydende idé i dansk sammenhæng.

– En enig dommerkomité har valgt team Praksis som vindere af konkurrencen. De har skabt en arkitektonisk løsning, der ikke er set før i forbindelse med fredede bygninger i Danmark. Mødet mellem terræn, industrikultur og Thomas Saracenos værk Cloud City er virkelig gennemtænkt, siger Peter Spøer, bestyrelsesformand for Ejendomsfonden Artcenter Spritten og formand for dommerkomitéen.

Fem teams blev i januar 2018 udvalgt til at deltage i en arkitektkonkurrence. I maj 2019 gik de to teams Praksis Arkitekter og Bertelsen & Scheving Arkitekter ApS videre i konkurrencen, der i går fandt sin afgørelse.

Foreningen Realdania og Aalborg kommune giver henholdsvis 80 millioner kroner og 25 millioner kroner til renoveringsprojektet og nybyggeriet. Det vil koste cirka 95 millioner kroner at realisere Saracenos Cloud City. Værket bliver finansieret af Det Obelske Familiefond, Ny Carlsbergfondet, Spar Nord Fonden, Entreprenør A. Enggaard, Augustinus Fonden, Salling Fondene og Wagner Ejendom.

Bevarer historien

Medlem af dommerkomitéen og filantropidirektør i Realdania Nina Kovsted Helk glæder sig over, at Spritfabrikken fremover vil være et destillat af byens historie.

– Spritten forener fortid, nutid og fremtid. Aalborgs ikoniske industribygninger får nyt liv, og projektet giver mulighed for byudvikling i helt unikke rammer. Nybyggeriet tilpasser sig både Saracenos kreative skyformationer og den særlige industriarkitektur på stedet.

Netop historiens bevarelse har været tegnestuens ønske.

– Spritfabrikkerne repræsenterer en fantastisk industrihistorie, som altid vil være meget værdifuld for samtiden. Med Artcenter Spritten har vi både søgt at styrke kedelhallernes historiefortælling og skabe rammerne om et meget ambitiøst Artcenter – i et nybyggeri der lever op til moderne sikkerhedskrav. Det har været en spændende proces og en meget frugtbar dialog med Slots- og Kulturstyrelsen, siger Mette Tony, founding partner i Praksis.

Saracenos ‘Cloud City’ bliver placeret i en slags skål-konstruktion i terrænet, som vil få det kumulussky-inspirerede værk til at ændre udtryk efter vejret. Det nye kunstcenter får et etageareal på cirka 3200 kvadratmeter heraf cirka 2200 som transformation af eksisterende fredede bygninger og cirka 1000 kvadratmeter i en tilbygning.

Den vindende tegnestue har tidligere skabt byrum og bygninger ved Oluf Bagers Plads i Odense.

Relateret indhold