Byplanprisens nominerede er fundet

De tre nominerede til Byplanprisen 2017 er eksempler på nytænkende og inspirerende byplanlægning. Vinderen afsløres 5. oktober.
Områdefornyelse på Østerbro, Odense. Nomineret til Byplanprisen. Foto: Odense Kommune.
Områdefornyelse på Østerbro, Odense. Nomineret til Byplanprisen. Foto: Odense Kommune.

Byplanprisen

  • Prisen, der blev uddelt første gang i 1996, er indstiftet af Dansk Byplanlaboratorium og Akademisk Arkitektforening. De sidste tre år er prisen gået til:
  • 2016 Aalborg Kommune – for udvikling af havnefronten.
  • 2015 Hjørring Kommune – strategisk tilpasning og investering.
  • 2014 Odense Kommune – fra stor dansk by til dansk storby.

De tre nominerede til Byplanprisen 2017 er projekter i Odense, Ringkøbing-Skjern og Viborg.

Projekterne rummer blandt andet arbejde med områdefornyelse, naturindhold og stationsnær byfortætning.

– De tre nominerede projekter er meget forskellige og giver samlet et rigtigt godt billede af, hvor mange elementer og facetter, der har betydning, når vi skal udvikle og omdanne vores byer med afsæt i nytænkning. Det handler blandt andet om social bæredygtighed, samspillet med naturen og om nye samarbejdsformer med private. Det er tre meget inspirerende projekter, som i høj grad fortjener nomineringen til Byplanprisen, siger direktør Ellen Højgaard Jensen, Dansk Byplanlaboratorium.

De tre nominerede

Odense Kommune nomineres for områdefornyelsen på Østerbro, hvor der er skabt nye grønne forbindelser samt fysiske og sociale rammer for alle samfundsgrupper. Bydelen har i mange år været lidt forsømt og var ved områdefornyelsens start præget af utryghed, nedslidning og sociale problemer.

Ringkøbing-Skjern Kommunes Ringkøbing K nomineres for et åbningsgreb i forbindelse med udviklingen af en ny bydel. I de fleste projekter starter man med at bygge huse og anlægge veje, hvorefter de grønne arealer mellem husene bliver etableret. I Naturbydelen Ringkøbing K er det første skridt et attraktivt naturområde med høj herlighedsværdi og adgang for alle.

Juryen nominerer Banebyen i Viborg Kommune for arbejdet med strategisk planlægning og fortætning nær stationen. Kommunen har nedsat et Banebyråd for at få gang i sagerne. I rådet sidder politikere, større grundejere, private udviklere, bygherrer med flere – og rådet har haft afgørende betydning. Den dynamiske samarbejdsform og den proaktive planlægning har skabt lokal udvikling.

Byplanprisen uddeles i 2017 for 22. gang. Bag prisen står Dansk Byplanlaboratorium og Akademisk Arkitektforening. Vinderen afsløres på årets Byplanmøde 5. oktober i Fredericia.

Aktiv brug af landskabet, Ringkøbing K. Nomineret til Byplanprisen. Foto: Ringkøbing K.
Aktiv brug af landskabet, Ringkøbing K. Nomineret til Byplanprisen. Foto: Ringkøbing K.
Proaktiv planlægning, Viborg Baneby. Nomineret til Byplanprisen. Visualisering: Cubo Arkitektkter.
Proaktiv planlægning, Viborg Baneby. Nomineret til Byplanprisen. Visualisering: Cubo Arkitektkter.

Relateret indhold