Oversigt: De seneste leads og udbud – uge 37/38

Seneste uges leads og udbud fra 11. september til den 18. september tæller blandt andet godkendelse af lokalplan i Aalborg, årlig afrapportering i Odense og prækvalifikation i Sorø.
Tre mænd står på en byggeplads i solnedgangen.
Foto: Gettyimages.

Nedenstående liste er et uddrag af de mest relevante leads og udbud for virksomheder i bygge-, anlægs- og ejendomsbranchen – eller beslægtede selskaber.

Listen er hentet fra Lambrecht Info i samarbejde med Byggefakta.

LEADS

Aalborg, godkendelse af opsamling af fordebat

Energinet ønsker at opføre en ny højspændingsstation ved Abildbak nord for Øster Hassing. Der skal planlægges for et areal på ca. 7,3 ha, som i dag anvendes til landbrugsformål. Miljøstyrelsen er myndighed for selve projektet for etablering af højspændingsstationen, mens Aalborg Kommune er myndighed for planlægning for højspændingsstation.

Aalborg, godkendelse af lokalplan

Området Hækken har siden 1986 været lokalplanlagt med en bred anvendelsesramme, men tillader dog ikke tæt-lav og åben-lav boligbebyggelse, hvilket nu tilføjes i denne lokalplan. Lokalplanen er udarbejdet med fokus på at omdanne et ubebygget areal i Vester Hassing til en del af det eksisterende byområde for boliger og erhverv.

Aalborg, godkendelse af kommunal lånegaranti

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at byrådet godkender, at der ydes kommunal lånegaranti på i alt 91,7 mio. kr. ekskl. moms til Aalborg Varme A/S, til udvidelse af forsyningsområder, nyanlæg og opgradering af varmecentraler.

Odense, årlig afrapportering

Denne sag handler om den årlige afrapportering for den lovbestemte udviklingsplan for fremtidens Vollsmose. Den overordnede status er, at nedrivning og renovering af almene familieboliger går planmæssigt. Arealudviklingsselskabet arbejder med at konkretisere bydelsplanen og udvikle området med henblik på salg af de i alt ca. 50 storparceller, så der kan bygges private boliger og/eller erhverv.

Odense, afrapportering af infrastrukturanalyse

Denne sag handler om afrapportering af 360 graders infrastrukturanalyse. Analysen er en overordnet analyse, der forholder sig trafikalt til de udviklingsplaner, der er i støbeskeen i Odense øst og i nabokommunerne. Analysens formål er at belyse udviklingen i områdets infrastruktur og at sikre de fremtidige trafikale forhold i Odense øst.

Randers, godkendelse af renovering og ekstern låneoptagelse

Boligorganisationen Møllevænget og Storgaarden har ansøgt om godkendelse af optagelse af ekstern lånefinansiering og deraf følgende huslejestigning, som følge af renovering af afdelingen. Renoveringen samt lånehjemtagelsen blev godkendt med 16 stemmer for og 4 imod.

Viborg, godkendelse af dispositionsforslag

I denne sag foreslås det, at regionsrådet godkender dispositionsforslag som grundlag for den videre færdiggørelse af Ny Psykiatri i Viborg, og at der gives bevillinger til gennemførelse af projektet til samlet 573,7 mio. kr. Samtidig foreslås det, at der gives en bevilling på 3,7 mio. kr. til projektorganisationen i 2025.

UDBUD

Nørresundby, prækvalifikation

Projektet omfatter renovering af 3 forskellige bygningstyper og arbejdet er opdelt i 3 etaper. Etape 1 består af etagebyggeri opført i tegl, renoveringsarbejdet omfatter primært udvendige arbejder. Etape 2 består at 2 etagers betonelementbyggeri med indeliggende altaner og altangange.  Etape 3 består at 5 fritliggende bygning med hver 4 boliger.

Sorø, prækvalifikation

Sorø Forsyning skal separere spildevand fra regnvand i Ruds Vedby. I den forbindelse skal der etableres et nyt ledningsanlæg med tilhørende regnvandsbassiner samtidig med driften af det eksisterende anlæg kan opretholdes. Entreprisen indeholder således gravearbejder i jord, herunder forurenet jord, anlægsarbejder herunder koordinering med øvrige ledningsejere samt rørleverance. Der er tale om en hovedentreprise.

Viborg, udbud med forhandling

Energi Viborg Vand A/S gennemfører udbud med forhandling af udvidelse og modernisering af Viborg Centralrenseanlæg til en fremtidig behandlingskapacitet på 91.000 PE. Udvidelsen skal ske delvist ved nyanlæg og delvist ved genanvendelse og renovering af dele af det eksisterende renseanlæg. Den anslåede værdi er 400 000 000,00 DKK ekskl. moms.

Relateret indhold