Det er blevet en ensom tjans at være imod Bjarke Ingels’ byggeri i Nordhavn.
Det viser resultatet af en afstemning mandag aften, hvor alle de tidligere modstandere af stjernearkitektens byggeri: SF, Enhedslisten, Alternativet og Radikale, havde valgtt at skifte holdning. Lokalplanen for det stormombruste byggeri er vedtaget, såfremt københavnerne ønsker det. Det skal en høring nu afklare. Tilbage står de konservatives Jakob Næsager, der som den eneste holdt fast i sit nej. Han ser nu frem til at høre sine medbysbørn ad.
Jeg er ikke imponeret.
Jakob Næsager (K)
– Jeg har ikke stemt for, så nu ser jeg frem til, at københavnerne giver deres mening til kende i det åbne og ikke på et udvalgsmøde bag lukkede døre, siger han til Dagens Byggeri.
Lidt mere grønt
Det konservative medlem af byrådet i København oplyser, at der er sket noget med BIG’s planer siden første forslag blev sendt til tælling.
På udvalgsmødet var tegningerne ændret. Der var desuden flertal for en forgrønning af arealet udenfor det 27 meter høje betonbyggeri samt et flertal foren mere grøn facade. Men det rækker ikke til en godkendelse ifølge Jakob Næsager.
– Man går fra en udendørs belægning på 55 procent granit og asfalt til 45 procent, og så sætter man et par plantekasser på en trappe. Jeg er ikke imponeret, lyder det fra den konservative, som står i opposition til overborgmester Frank Jensen (S), der har været for forslaget fra begyndelsen.
Hvorvidt københavnerne er med, må tiden dog vise. Og der bliver både borgermøder og internethøringer, forklarer Jakob Næsager, så ønsker man at give sin mening til kende, har man rig mulighed.