Stort dansk aftryk på 39.000 m2 nyt stadion: ”Ikonisk bygning”

Elding Oscarson og DIFK har i samarbejde med C.F. Møller Architects tegnet Malmøs nye stadion.
Ambitionen med det nye stadion at forene elitesport, daglig brug og samfundet. Visualisering: Place Studio.

Byggeriet af Malmøs nye stadion er nu officielt skudt i gang.

Første spadestik til det nye anlæg for elitesport, lokale klubber, skoler og større internationale sportsbegivenheder blev taget den 25. august.

Læs også

Markant flere materialekrav udfordrer byggebranchen

Det nye stadion skal primært danne ramme om fodbold og atletik, men ambitionen rækker længere end et stadion til kampdage.

– Anlægget skal bruges af idrætsforeninger, studerende og andre grupper, og vi har lyttet nøje til behovene inden for både atletik og fodbold. En stor tak til alle, der har været involveret og bidraget til, at vi er nået hertil, hvor vi endelig tager det første spadestik til det nye stadion, siger Malmøs fritidsdirektør, Johan Hermansson.

Blandt deltagerne ved det første spadestik var Katrin Stjernfeldt Jammeh, formand for kommunalbestyrelsen, Johan Hermansson, Malmös fritidsdirektør, og Fredrik Andersson, regionschef hos Skanska Sverige, samt repræsentanter fra det vindende arkitektteam. Foto: Malmö by.

I samarbejde med Elding Oscarson og DIFK har C.F. Møller Architects tegnet en transparent, lav og skulpturel struktur, der udfordrer den traditionelle stadiontypologi.

Målet er, at det nye stadion i lige så høj grad skal være et urbant rum som et sportsanlæg.

Det nye stadion forventes at stå klar i 2029 og have et omfang på 39.000 m2.

Stadionet skal danne ramme om den daglige sport og får plads til mere end 8.000 tilskuere. Visualisering: C.F. Møller Architects.

– Det føles stort at se visionen for Malmøs nye stadion begynde at blive realiseret. Vores ambition er at skabe en ikonisk bygning for sporten i Malmø, men også et åbent og imødekommende sted, hvor sport, hverdagsliv og fællesskab mødes. En bygning, der bliver en naturlig del af Malmø i mange år fremover, siger Mårten Leringe, arkitekt og partner hos C.F. Møller Architects.

Opgaven var at tegne en ny identitetsskabende bygning på den grund, hvor det eksisterende stadion har ligget siden VM i 1958.

Mårten Leringe, arkitekt og partner hos C.F. Møller Architects, håber, at det kommende stadion bliver et sted, hvor sport, hverdagsliv og fællesskab kan mødes. Foto: Mew.

Konstruktionen er udformet med fokus på lavere klimaaftryk og fremtidig tilpasning.

Stueetagen udføres i beton med lange spænd, mens de øvre niveauer i træ giver mulighed for senere udvidelser.

Læs også

Krig og kriser stiller nye krav til bygherrer

Genbrugte materialer fra det eksisterende stadion, integrerede solceller, opsamling af regnvand og klimaoptimerede materialevalg skal mindske byggeriets miljøpåvirkning.

Samtidig indgår elementerne som en del af bygningens arkitektoniske udtryk.

Foyer, pop-up-områder og løbebaner aktiverer stueetagen og kobler anlægget til byens bevægelsesmønstre. Visualisering: Place Studio.

Relateret indhold