Markant flere materialekrav udfordrer byggebranchen

Fire ud af ti SMV'er allerede bekymrede for udviklingen, mens miljødokumentation bliver stadig vigtigere for adgangen til markedet, ifølge en Stark-rapport.
"De virksomheder, der kan omsætte data, dokumentation og vejledning til enkle og værdiskabende løsninger for kunderne, vil stå stærkest i fremtidens marked," siger Louise Askær-Hune fra Stark Group.

Byggematerialer står over for en markant forandring, hvor kravene til dokumentation og produktdata bliver stadig større.

Nye EU-regler vil blandt andet skærpe kravene til miljødata, klimaaftryk og dokumentation for byggematerialer.

Det får stor betydning for både byggefirmaer, leverandører og bygherrer, ifølge en ny rapport fra Stark Group, som kalder det ”en stadig vigtigere forudsætning for markedsadgang,” at der er styr på EU-miljø- og klimakravene.

Læs også

Nu skal byggematerialer have deres eget EU-pas

– Byggebranchen står over for et markant skifte. Data og dokumentation bliver en stadig vigtigere del af de beslutninger, der træffes i værdikæden. Samtidig ser vi et stort behov for at gøre denne nye kompleksitet håndterbar, Louise Askær-Hune, Senior Director Group Sustainability & ESG i Stark Group, og fortsætter:

– De virksomheder, der kan omsætte data, dokumentation og vejledning til enkle og værdiskabende løsninger for kunderne, vil stå stærkest i fremtidens marked.

I rapporten finder de blandt andet, at

  • Andelen af byggematerialer, der sælges til projekter med krav om miljødokumentation, vil stige fra ca. 14 procent i dag til ca. 40 procent i 2030.
  • Produkter uden verificerede miljødata forventes at falde fra ca. 55 procent i dag til ca. 35 procent i 2030.
  • 40 procent af små og mellemstore virksomheder (SMV’er) er bekymrede for de stigende krav til compliance. Samtidig søger 65 procent rådgivning om bæredygtighed og dokumentationskrav hos deres byggematerialeleverandør.

Skaber nye roller i værdikæden

Stark Group mener, at hele værdikæden vil ændre sig med materialekravene.

Evnen til at dokumentere produkters miljøpåvirkning bliver i stigende grad afgørende for, hvilke produkter der vælges til byggeprojekter.

Læs også

Ny DGNB-version skal bringe bygninger på forkant med EU’s krav

– Det giver os som distributør en ny og mere central rolle som partner, der hjælper kunder og leverandører med at navigere i de stigende krav, siger Louise Askær-Hune.

Leverandører skal levere mere omfattende og dokumenterede produktdata, håndværkere og bygherrer skal i stigende grad kunne dokumentere deres materialevalg, mener Stark Group.

Sustainability Market Outlook Report er udarbejdet af The Footprint Firm i samarbejde med STARK Group og bygger på analyser af regulatoriske udviklinger, markedsdynamikker og tendenser på tværs af Danmark, Sverige, Finland, Norge, Tyskland, Østrig og Storbritannien.

Relateret indhold