Byggeri af omstridt shoppingcenter går i gang trods modstand

Nordic Shopping i Billund Kommune forventes at stå klar i slutningen af 2027.
Borgmester for Billund Kommune, Stephanie Storbank, var til stede ved byggestarten med de to udviklere på projektet: Michael Andersen fra Hanssen Ejendomme og Anders Bech Mathiesen fra Daugaard Pedersen.

Et shoppingcenter i den jyske by Grindsted skal nu stables på benene.

Centeret skal hedde Nordic Shopping og i første etape bliver der bygget hele 25.000 m2 med plads til 16 kædebutikker, hvoraf to skal være restauranter.

Bag projektet står Hanssen Ejendomme og Daugaard Pedersen.

De oplyser, at grunden er ryddet og planeret, og arbejdet med vejanlæg, nyt kryds og forsyninger altså nu er i fuld gang.

Læs også

Luftfragt vokser i Billund Lufthavn – investerer 80 millioner i udbygning

– Det er en god dag for Billund Kommune, siger borgmester i Billund Kommune Stephanie Storbank, og fortsætter:

– Det betyder nye arbejdspladser, flere kunder til byen og et handelstilbud, der kan trække folk til fra hele regionen. Det er vigtigt for Grindsted og for hele kommunens udvikling.

Projektet forventes afsluttet allerede om et år, i slutningen af 2027.

Klage stadig i behandling

Byggeopstarten er dog ikke helt uproblematisk. For projektet behandles lige nu i planklagenævnet

Detailhandelskoncernen Coop har klaget over lokalplanen, blandt andet grundet bekymringer for konsekvenserne for den eksisterende detailhandel i Grindsted, ifølge TV Syd.

Læs også

Ugens udbud: 2460 m2 byggeri i Billund og miljøundersøgelse på Odense Dry Port

Men klagen har ikke ”opsættende virkning”, og udviklerne har derfor besluttet ikke at vente på en afgørelse.

– Vi har hele tiden haft fuld tro på projektet, og nu tager vi beslutningen om at gå i gang. Det handler om at holde fremdriften i Billund Kommune, for de kæder, der har valgt at komme hertil, og for de mange arbejdspladser, projektet skaber, siger Michael Andersen, adm. direktør i Hanssen Ejendomme.

Klagen kører videre og behandles i 2027.

– Vi respekterer selvfølgelig klagesystemet, men hensynet til én butik må ikke sætte udviklingen af en hel kommune på pause, siger Michael Andersen og hæfter sig ved, at de 16 nye butikker er udlejet i centeret.

Han mener desuden, at centeret bliver en destination, ”der kan trække kunder til Grindsted og Billund Kommune fra hele regionen”.

Relateret indhold