Velux-ejer opkøber producent med milliardomsætning

Med opkøbet udvider VKR Holding et tredje forretningsområde ved siden af Velux Gruppen og Dovista Gruppen.
VKR Holding er ejet af Villum Fonden og dele af Kann Rasmussen-familien. Arkivfoto.

Velux-ejer, VKR Holding, har fået vokseværk. De vil åbne et helt nyt forretningsområde med et stort opkøb.

Det er franske StellaGroup, de har udset sig.

StellaGroup har hovedsæde i Annecy i det franske med sine 2.300 medarbejdere og 13 brands.

Producenten råder over en lang række af produkter som rulleskodder, udvendige solgardiner og persienner, til markiser, pergolaer og andre terrasseoverdækninger samt garageporte, indkørselsporte, havelåger, hegn og gitre.

Læs også

Efter 7 måneder som CEO for VKR Holding: Overordnet tilfreds med resultatet

Deres store produktion, der har gjort dem til europæisk markedsleder, skal de fortsætte med som vanlig.

Men fremover er VKR Holding altså ejer af gruppen.

– Vi glæder os over at kunne føje et tredje forretningsområde til VKR Holding, siger Hans Martin Smith, CEO i VKR Holding.

– StellaGroups stærke lokale brands, erfarne medarbejdere og tætte kunderelationer udgør et solidt fundament for yderligere vækst.

Milliardomsætning og 17 lokationer

På den anden side af forhandlingsbordet er der også glæde at spore.

– Efter en periode, hvor vi har udviklet vores koncern til en europæisk markedsleder, ser vi frem til at blive en del af VKR Gruppen som koncernens tredje forretningsområde. Det vil sætte yderligere fart på vores udvikling, siger Frank Schaedlich, CEO i StellaGroup.

Læs også

Realdania med i milliardstor investering i byggeriet

Den endelige gennemførelse af købet er dog betinget af høring af medarbejderrepræsentationsudvalg samt sædvanlige myndighedsgodkendelser.

Bliver det en realitet, er det en stor ny spiller, som VKR Holding får med ind.

StellaGroup havde i 2025 en omsætning på 556 mio. euro. – over 4 mia. kr.

Selskabets brands omfatter La Toulousaine, Profalux, Eveno, Sofermi, Flip, AVZ Group, Smits, Alulux, Duotherm, Erhardt, SWS, Pratic og Biossun.

De har 17 lokationer i Frankrig, Tyskland, Italien, Nederlandene og Storbritannien.

Relateret indhold