Boligejere skal fremover ikke betale skat af byggemuligheder, som kun eksisterer på papiret.
Det er konsekvensen af en praksisændring i Vurderingsstyrelsen, der fremover vil tage højde for begrænsninger i kommunernes kommuneplanrammer, når grundværdierne fastsættes.
Ændringen berører omkring 39.000 ejendomme og betyder samtidig, at en række allerede udsendte grundvurderinger skal ændres.
Markant færre tomme lagerbygninger i én landsdel
Hidtil har Vurderingsstyrelsen i visse tilfælde vurderet grunde ud fra en højere bebyggelsesprocent, end kommunen reelt tillader.
Det kan eksempelvis være en grund, hvor bygningsreglementet giver mulighed for at bebygge 30 % af arealet, mens kommuneplanrammen kun tillader 25 %.
Selv om kommunen kan forhindre byggeriet, har vurderingen kunnet tage udgangspunkt i den højere bebyggelsesprocent. Dermed har nogle boligejere fået fastsat en grundværdi på baggrund af byggemuligheder, de ikke kan udnytte.
Det skal den nye praksis gøre op med.
Ejendomshandler dykker 36 % – boliger holder markedet oppe
– Hvis kommunen siger, at du ikke må bygge mere på din grund, så skal staten selvfølgelig heller ikke beskatte dig, som om du måtte. Alt andet er da galimatias. Så derfor er jeg glad for, at Vurderingsstyrelsen nu endelig tager et opgør med den helt urimelige praksis, siger skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt.
Overså kommunernes mulighed for forbud
Den hidtidige praksis udspringer af forarbejderne til ejendomsvurderingsloven.
Her var det forudsat, at kommunerne ikke kunne afvise byggeri, som overholdt bygningsreglementets bebyggelsesprocent, hvis kommuneplanrammen endnu ikke var omsat til en lokalplan.
Men der var ikke taget højde for, at kommunerne i sådanne tilfælde kan nedlægge forbud mod byggeriet.
Boligmarkedet deler sig – her går man mod strømmen
Resultatet har været, at nogle grunde er blevet vurderet ud fra en teoretisk byggeret frem for de muligheder, der reelt kan udnyttes.
– Naturligvis skal vi ikke bygge et vurderingssystem ud fra teoretiske muligheder, som ikke findes i den virkelige verden, siger Jakob Engel-Schmidt.
Udsendte vurderinger skal ændres
Ifølge Vurderingsstyrelsen er omkring 39.000 ejendomme omfattet af praksisændringen. Heraf har cirka 15.000 allerede modtaget deres 2022-vurdering, mens omkring 1.000 har modtaget en 2024-vurdering.
Styrelsen vil af egen drift ændre de udsendte vurderinger, hvor grundværdien efter den hidtidige praksis er fastsat mere end 20 % eller 300.000 kroner for højt.
Byggeretter for 41 mio. kr. i spil på Frederiksberg
For de øvrige berørte boligejere oprettes en henvendelsesordning, så de også kan få ændret deres vurdering, selv om ingen af de to grænser er overskredet.
For langt de fleste af disse boligejere forventes ændringen dog kun at få begrænset betydning for grundværdien.
Østeuropæerne holder hånden under boligmarkedet uden for storbyerne
Vurderingsstyrelsen vil gennemføre ændringen med et styresignal, som forventes sendt i offentlig høring i november 2026 og offentliggjort i begyndelsen af 2027.
Herefter begynder styrelsen at ændre de allerede udsendte vurderinger, ligesom berørte boligejere får mulighed for selv at henvende sig for at få deres vurdering ændret.
