Byggeretter for 41 mio. kr. i spil på Frederiksberg

En godkendt lokalplan åbner for 2.880 m2 ekstra etageareal til nybyggeri og omdannelse til boliger. Nu udbydes ejendommen med byggeretter for samlet 166,1 mio. kroner.
På længere sigt kan hele erhvervsbygningen potentielt omdannes til boliger, men det vil kræve en ny lokalplan.

En projektejendom på C.F. Richs Vej 107 på Frederiksberg er sat til salg med mulighed for både nyt boligbyggeri og omdannelse af eksisterende erhvervsarealer.

Den godkendte lokalplan giver mulighed for at øge etagearealet med samlet 2.880 m2, hvoraf der kan opføres omkring 2.000 m2 nye boliger bagerst på matriklen, mens ca. 1.300 m2 boligareal kan etableres gennem konvertering og tilbygning til den eksisterende ejendom.

Læs også

NRE og partner gør klar til nyt boligbyggeri i Vejle

Ejendommen udbydes for samlet 166,1 mio. kroner, hvoraf byggeretterne er værdiansat til 41,1 mio. kroner.

Kræver ny lokalplan på længere sigt

Ifølge Christian Metellus, der er partner i Capital Markets hos EDC Erhverv Poul Erik Bech København, som står for salget, omfatter udviklingsmulighederne både ny boligbebyggelse på den bageste del af grunden og omdannelse af en øvre erhvervsetage samt etablering af en ny tagetage mod C.F. Richs Vej.

På længere sigt kan hele erhvervsbygningen potentielt omdannes til boliger, men det vil kræve en ny lokalplan.

Læs også

25 ufærdige rækkehuse revet væk – bygherre jagter flere byggegrunde

– Lokalplanen er allerede godkendt, og der er tale om en projektlokalplan, hvor byggeriets omfang og udformning er nøje fastlagt på forhånd. Første etape kan dermed gennemføres efter opnået byggetilladelse uden at berøre de eksisterende lejemål, siger Christian Metellus.

C.F. Richs Vej 107 på Frederiksberg. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Tiden er inde til ny udvikling

Bag udbuddet står ejendomsudviklerne og investorerne Bent Friis Pedersen og Erik Metellus Christensen.

De købte ejendommen af Pensam i 2018, hvor den stod uden lejere, og har siden arbejdet med at ændre plangrundlaget og udvikle ejendommen.

Læs også

PensionDanmark vil opføre op mod 400 boliger i København

Nu vurderer de, at tiden er inde til at overlade den videre udvikling til en ny ejer.

– Vi har haft ejendommen i en årrække og fået den udviklet frem til et rigtig interessant sted med en godkendt lokalplan og flere muligheder for den videre udvikling. Vi er kun os to i organisationen og har samtidig flere andre projekter i gang, så vi skal være bevidste om, hvor vi bruger vores tid, siger Bent Friis Pedersen.

Eksisterende byggeri med lejere

Ejendommen er i dag fuldt udlejet til PureGym og Stark Group og ligger tæt på Flintholm Metrostation.

Den eksisterende bygning er oprindeligt opført af entreprenøren Kay Wilhelmsen og har tidligere huset McDonalds’ danske hovedkontor.

Efter overtagelsen i 2018 fik ejerne ændret plangrundlaget, så ejendommen kunne anvendes til fitness, kontor og bolig. PureGym blev etableret som ankerlejer, og Stark Group kom efterfølgende til som kontorlejer.

Læs også

Skal tegne kommunens største anlægsprojekt nogensinde

I forbindelse med indretningen blev de to øverste etager fysisk forbundet med naboejendommen for at skabe plads til Stark Group.

Den nuværende udlejning betyder, at en kommende ejer kan videreføre driften, samtidig med at den første etape af boligbyggeriet realiseres.

– Prisen for ejendommen er 125 mio. kroner, mens byggeretterne er værdiansat til 41,1 mio. kroner, hvilket giver en samlet pris på 166,1 mio. kroner. Ejendommen kombinerer dermed et stabilt løbende cash flow med et betydeligt udviklingspotentiale på Frederiksberg, siger Christian Metellus.

Relateret indhold