– Opbygning af blandesløjfer er ikke længere et spørgsmål om at få mange komponenter til at fungere sammen. Nu er to komponenter tilstrækkeligt, så det har aldrig været nemmere, konstaterer salgschef Martin Baungaard Andersen, der glæder sig til at præsentere fremtidens intelligente blandesløjfe-løsning på VVS’19.
Løsningen hedder Grundfos Mixit, og er en integreret løsning, der indeholder ventil, aktuator, kontraventil, sensorer og temperaturregulator i et. Sammen med MAGNA3-pumpen installeres Mixit i installationen, og de to enheder kommunikerer trådløst med hinanden. Efter få tryk på brugerinterfacet finder systemet selv den rette blandetemperatur, og yderligere indstillinger kan laves ved hjælp af Grundfos GO Remote-appen.
– Det er nemt, det er hurtigt, og det er sikkert, lover salgschefen.
Vvs set gennem VR
På Grundfos-standen kan du som gæst også få et kig ind i et univers af pumpeløsninger set gennem Virtual Reality-briller, og der udfordres på faglige færdigheder, når der inviteres til at konkurrere om udskiftning og indregulering af en ALPHA3-pumpe.
Der er præmier til alle deltagere, og dagens vinder modtager et Supergavekort på 1.000 kr.
Derudover bliver der også lejlighed til at gå en række forskellige Grundfos-løsninger inden for vand, varme og spildevand efter i sømmene og blive klogere på digitale Grundfos-værktøjer, der er med til at gøre dagligdagen nemmere for både installatører og rådgivere.