Effektivt vedligehold kan reducere miljøpåvirkning med 70 pct.

Effektivt vedligehold kan give store økonomiske besparelser, men nye tal viser, at der kan være endnu større besparelser at hente ift. udledning af CO2.
Line Nørmark i gang med at inspicere en bygning. Foto: Max Rosborg.
Line Nørmark i gang med at inspicere en bygning. Foto: Max Rosborg.

Rådgivningsvirksomheden Transition har gennemgået en række offentlige byggerier, hvor fokus har været på miljøpåvirkningen med og uden brug af forebyggende vedligehold.

Blandt caseeksemplerne er en offentlig administrationsbygning, hvor forsømt vedligehold betyder, at bygningen skal rives ned. Det medfører, at den årlige udledning af CO2 i byggeriets levetid ender på 11 kilo per m2 per år plus udledningen ifm. nedrivning.

Læs også: Vedligehold: Nyt udviklingsprojekt skal udfylde branchens videnshuller

Havde byggeriet derimod været omfattet af løbende forebyggende vedligehold, ville udledningen ifølge Transitions beregninger i stedet have ligget på mellem 3 og 6 kilo CO2 per m2 per år – en reduktion på mellem 45 og 72 %, fortæller Line Nørmark, indehaver af Transition:

– Eksemplet er desværre retvisende for mange offentlige byggerier i Danmark. Selv om mange kommuner både er seriøse og dedikerede på miljøområdet, er der bare stor forskel på miljøpåvirkningen med og uden forebyggende vedligehold.

– Det er almindeligt kendt, at der ligger nogen åbenlyse økonomiske fordele i at være strategisk omkring sit vedligehold, men det er nyt, at det samme gælder på miljøområdet. Faktisk tyder vores undersøgelser på, at miljøpotentialet ofte vil være større end det økonomiske potentiale.

Værd at tænke over

På årets Energiforum i Nyborg til marts vil Line Nørmark gå i dybden med beregninger, der ligeledes omfatter miljøpåvirkningen fra enkelte bygningskomponenter:

– Det er logisk, at der er økonomisk forskel på, om man f.eks. udskifter et helt vindue med alu-ramme og tre glasruder, eller om man løbende køber lidt maling og skifter en liste her og der. Men at forskellen er så udpræget på miljøområdet, er værd at tænke over.

– For nogle bygningskomponenter er vi helt oppe i faktor 15 og 20. Der er altså tilfælde, hvor det er 20 gange mere bæredygtigt at vedligeholde frem for at udskifte med nyt, siger hun.

Løbende indregulering sparer 20 %

Hos Energiforum Danmark glæder direktør Dorte Nørregaard Larsen sig over, at der bliver sat fokus på emnet:

– Undersøgelserne er med til at underbygge, at der ligger et enormt miljøpotentiale i både offentlige og private bygningers vedligehold. I mange ejendomme laver man f.eks. ikke løbende indregulering af varmeanlæggene, og så kommer der stille og roligt ubalancer i systemet, hvilket gør driften mere energikrævende.

– Løbende indregulering kan reducere energiforbruget med op til 20 %. Sådan er der rigtig mange fordele ved at efterse og vedligeholde bygninger og tekniske anlæg løbende i stedet for at vente på den store regning og den store miljøudskrivning engang ude i fremtiden. Den gode nyhed er, at det er et område, hvor vi kender løsningerne og dermed vejen frem, siger Dorte Nørgaard Larsen.

Relateret indhold