Skanderborg bygger søbadet om til søtorv for 30 millioner kroner

Skanderborg får et nyt søbad og en ny plads foran byens kulturhus. Området skal rumme en lang række aktiviteter.
Søbadet i Skanderborg bliver til Søtorv. Illustration: Møller & Grønborg, GPP Arkitekter og ONV Arkitekter
Søbadet i Skanderborg bliver til Søtorv. Illustration: Møller & Grønborg, GPP Arkitekter og ONV Arkitekter

For fire år siden blev der etableret et mindre pontonbad i Skanderborg Sø. Lige foran byens markante hvide kulturhus.

Søbadet i den lille, midlertidige version blev hurtigt en stor succes, og derfor er tiden nu kommet til at etablere et rigtigt søbad, der kan fungere som støttepunkt for mange flere aktivitetsmuligheder i, på og ved vandet.

Søbadet bliver på 1.900 kvadratmeter. Det får tre mindre beskyttede svømmebassiner og giver adgang til en større svømmebane ude i selve søen.

Søbadet udstyres også med udspring fra tre og fem meter vipper placeret ud mod søen. Badet vil også understøtte idrætsgrene som SUP (Stand Up Paddling) og kajakpolo. Der kommer sauna og bedre forhold til vinterbadere samt et mødelokale. Søbadet får så bred en brugergruppe og funktionalitet, at det har fået betegnelsen Skanderborg Søtorv.

Innovativt universelt design

Som en vigtig del af arkitekturen, bliver både søbadet og kulturtorvet tegnet med blik for det, man kalder “universelt design”. Projektet bliver et markant demonstrationsprojekt, der med innovative, varierede og ligeværdige løsninger, skal vise, hvordan et spændende og attraktivt byrum kan bygges, så det giver alle mulighed for at få adgang til det, blandt andet på tværs af funktionsevne og alder.

I alt koster projektet 27,6 millioner kroner at etablere.

Projektet er tegnet af arkitekter fra Møller & Grønborg, GPP Arkitekter og ONV Arkitekter i samarbejde med NIRAS Rådgivende Ingeniører.

Oplagt at sammenkæde idræt og kultur

Med placeringen nærmest for foden af kulturhuset er det oplagt at sammenkæde idrætsaktiviteterne omkring søbadet med nye muligheder for udendørs kulturaktiviteter. Derfor kobles det kommende søbad sammen med “Kulturløberen”, der både kan bruges til dagligt ophold og som støtte til arrangementer og events.

Kulturløberen bliver på 910 kvadratmeter, der rækker ud mod både søbadet og trappen foran kulturhuset. Faktisk er en udvidelse af kulturhuset på 672 kvadratmeter også en del af projektet, da der blandt andet kommer nye udsigts- og opholdsmuligheder i bygningen.

Lokale og Anlægsfonden støtter projektet med 7,5 millioner kroner.

Søbadet i Skanderborg bliver til Søtorv. Illustration: Møller & Grønborg, GPP Arkitekter og ONV Arkitekter
Søbadet i Skanderborg bliver til Søtorv. Illustration: Møller & Grønborg, GPP Arkitekter og ONV Arkitekter

Relateret indhold