Dansk arkitektur der er værd at holde øje med

Det førende design- og arkitekturmedie Dezeen har kigget på, hvilke byggeprojekter, vi skal holde øje med i 2022. Blandt de 12 udvalgte er hele 3 med dansk islæt
Lanternen i Esbjerg, der forventes at stå færdig dette forår, er et af tre danske projekter, som design- og arkitekturmediet Dezeen opfordrer verden til at holde øje med. Illustration: Werk og Snøhetta, visualisering: Mir
Lanternen i Esbjerg, der forventes at stå færdig dette forår, er et af tre danske projekter, som design- og arkitekturmediet Dezeen opfordrer verden til at holde øje med. Illustration: Werk og Snøhetta, visualisering: Mir

To af projekterne – Sundby Skole og det maritime kraftcenter Lanternen i Esbjerg – ligger i Danmark, mens det tredje, San Pellegrino Flagship Factory i Italien, er tegnet af danske BIG.

Lanternen, der er tegnet af norske Snøhetta i samarbejde med danske Werk, bygges som et kraftcenter, der knytter Esbjerg og havet tættere sammen. Bygningen skal samtidig slå tonen an for udviklingen af det maritime miljø og den nye havneø/bydel.

– Bygningen har med sit udtryk potentiale til at blive et arkitektonisk ikon på linje med det, vi kender fra Vadehavscentret, Tirpitz og Kannikegården i Ribe, har nu tidligere formand for Teknik & Byggeudvalget i Esbjerg Kommune, Søren Heide Lambertsen, udtalt til jv.dk.

Det samlede projekt er på cirka 3.000 kvadratmeter og vil i alt koste cirka 55 millioner – penge der kommer fra hhv. Esbjerg Kommune og diverse fonde.

Sundby Skole. Illustration: Henning Larsen Arkitekter, Skala Arkitekter og ETN-arkitekter
Sundby Skole. Illustration: Henning Larsen Arkitekter, Skala Arkitekter og ETN-arkitekter

Læring og landskab

Sundby Skole, der er ved at blive bygget i Sundby i udkanten af Nykøbing Falster, er tegnet af Henning Larsen Arkitekter, Skala Arkitekter og de lokale ETN-arkitekter.

Skolen opføres med høje ambitioner for bæredygtighed og skal ligeledes leve op til kravene for en såkaldt FN’s verdensmålsskole.

– Vi har tegnet en skole, som arbejder i spændfeltet mellem læring og landskabet, og hvor det ikke kun handler om den læring, der foregår i bygningen, men hele ruten til og fra skolen, og den måde skolen vil koble sig til lokalsamfundet, fortæller Mads Heinberg, designansvarlig arkitekt i Skala Arkitekter og Eva Ravnborg, partner i Henning Larsen.

Det lokale entreprenørfirma Bo-Hus tegner og bygger skolen sammen med ingeniørvirksomheden MOE, mens Autens er med som pædagogisk rådgiver.

San Pellegrino. Illustration: BIG
San Pellegrino. Illustration: BIG

Hyldest til italiensk arkitektur

Tredje danske islæt på listen er formgivningen af en ny 17.500 m2 fabrik til den italienske læskedrikproducent San Pellegrino.

Danske BIG’s vinderforslag er en forlængelse af arkitekturen fra den eksisterende fabrik fra 1899 og en hyldest til de klassiske elementer i italiensk arkitektur. Projektet tager bl.a. udgangspunkt i buer og hvælvinger, der skal tøjle historien bag læskedrikproducenten.

– I stedet for at påtvinge det eksisterende kompleks en ny identitet, foreslår vi at lade den vokse ud af komplekset, siger Bjarke Ingels, stiftende partner i BIG, om projektet.

Projektet har en værdi af 90 millioner euro.

Se hele listen her.

Det internationalt anerkendte design- og arkitekturmedie Dezeen, der har kontor i London, blev erhvervet af JP/Politikens Hus i 2021.

Relateret indhold