Tegnestuen Cornelius Vöge har modtaget legat på en kvart million kroner fra professor og arkitekt m.a.a. Halldor Gunnløgssons Fond. Fondsbestyrelsen, som består af Knud Fladeland, Erhardt Gram og Christoffer Harlang, skriver i sin motivation for tildelingen, at den anerkendte tegnestue “fortæller historier baseret på vores fælles kulturhistorie og identitet”, således at Cornelius Vöge i dag “fremtræder som en af vore bedste fortolkere af den danske og nordiske arkitekturarv”. Det skriver tegnestuen i en pressemeddelelse.
Eventyrhuset
Opgaven med at bygge H. C. Andersens Eventyrhus i Odense gik i 2016 til tegnestuen, der sammen med den japanske arkitekt Kengo Kuma havde udarbejdet deres arkitektoniske udtryk af kulturattraktionen.
Allerede året efter modtog Cornelius Vöge, ligeledes i samarbejde med Kengo Kuma, førstepræmien om det nye Vandkulturhus på Papirøen i Københavns Havn. Et projekt, der her i maj fik tilsagn om et økonomisk bidrag fra Nordeafonden på 300 millioner, og som dermed kan realiseres.
Flere projekter
Forud for de to førstepræmier er gået udarbejdelsen af mange fornemme projekter, hvoraf adskillelige er blevet realiseret, heriblandt det elegante Nordatlantiske Hus i Odense og snart den smukke Hatlehol Kirke i Ålesund i Norge.
Lokalt har Roskilde-tegnestuen også sat sit præg på en række kulturbygninger. Vindinge Sognehus og kystsikringsprojektet i Roskilde Havn er blot et par af projekterne, der blev færdige i 2017. Senere i år indvies Jyllingehallerne, hvor det også er Cornelius Vöge, der blev valgt til at tegne det nye idræts- og kulturhus, der i øjeblikket er ved at blive genopført efter den store og ødelæggende brand i 2014.