Renoveringen af det over hundrede år gamle rådhustårn i København er færdig, og i disse uger bliver stilladset taget ned. Dermed vender et af hovedstadens mest ikoniske vartegn tilbage, og det glæder byens overborgmester:
– Alle københavnere har et forhold til rådhustårnet. Hvad enten de bruger det til at holde styr på tiden eller hopper ind i det nye år til lyden af dets klokkespil. Det skal vi værne om, så mange generationer fremover også kan få glæde af det. Nu er rådhustårnet tilbage i topform, og det er dejligt at se urene skinne som i 1905, da rådhuset åbnede, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.
De skal skabe fællesskab med nyt vestjysk kulturhus
Betonpuds, glaspartier og bladguld
For at sikre det 105,6 meter høje rådhustårns levetid i mange årtier fremover er murværket nu sikret mod ophobning af fugt, gammelt betonpuds er fjernet, og ødelagte mursten og fuger er udskiftet, så murene igen kan ånde. Derudover har udsigtsbalkonerne fået renoveret sten og gulv.
For at forhindre vand i at sive ind fra udsigtsbalkonerne har man som noget nyt etableret store glaspartier, der møder en, når man træder ud på balkonetagen. Glaspartierne kan åbnes, så man fortsat kan nyde udsigten fra en af byens højeste balkoner.
Det lille trappehus på balkonetagen er ligeledes en del af renoveringen til ca. 19 mio. kroner, ligesom urskiverne er blevet håndforgyldt på ny med bladguld.
Det er kun anden gang i tårnets levetid, at det bliver renoveret. Sidste gang var fra 1975 til 1977.
Stilladset forventes at være taget helt ned i oktober.