En kælder kan være et fremragende supplement til de kvadratmeter, der ligger over jorden i et hus. Ud over ekstra kvadratmeter til f.eks. opbevaring, værksted og hobbyrum, kan de også bruges til eksempelvis et teenageværelse.
Men en kælder ligger i sagens natur også lavt. Og med stigende grundvand og 100 års hændelser med store mængder nedbør, der ikke længere kun kommer hvert 100. år, er danskerne blevet mere forbeholdne over at købe ny bolig med kælder. Det viser en ny opgørelse, som Boligsiden har foretaget.
Her viser det sig, at lige knap halvdelen (49,1 %) af de 1.112 adspurgte boligejere vil have alvorlige overvejelser i forhold til at købe et hus med en kælder, der potentielt kan blive oversvømmet.
I april lå tallet på 47,7 %, mens 40,9 % svarede, at de ville være bange for vandskader, da de blev stillet samme spørgsmål tilbage i juni 2013.
Ekstraordinært våd sommer
Omvendt svarer 1,7 % i den nye undersøgelse fra juli i år, at de slet ikke er bekymret for vandskader. Tilbage i april i i år var tallet oppe på 3,2 %. Dermed er der altså færre nu, som slet ikke bekymrer sig om vandskader i kælderen.
Den våde sommer kan være en del af forklaringen på de tal, siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
– Vi har efterhånden kørt denne undersøgelse mange gange, og hvis vejret har budt på meget regn i den periode, hvor undersøgelsen har kørt, så er der som regel også flere, der svarer, at de er bekymret for oversvømmelser, siger hun og tilføjer:
Regnvandssøer skal sikre Viby mod øgede regnmængder
– Derfor overrasker det ikke, at vi i den seneste udgave af undersøgelsen ser, at flere frygter vandskader, hvis det hus, de kigger på, har kælder, nu hvor vi desværre har haft en ekstraordinært våd sommer i Danmark i år.
Kældre kan også være attraktive
Til trods for de nye tal ligger den gennemsnitlige salgspris for huse med kældre i juni 15,3 % højere end salgsprisen for huse uden kælder.
Det forklarer Birgit Daetz således:
– Selv om risikoen for oversvømmelse kan fylde blandt huskøberne, så skal man samtidig huske, at kældre også kan være attraktive og typisk lidt billigere ekstra kvadratmeter, som samlet set giver huset mere værdi. (…) De ekstra kvadratmeter gør, at mange huse alt andet lige vil føles større, og derfor giver det god mening, at huse med kældre typisk er lidt dyrere, siger hun og tilføjer:
Valby til Sydhavnen: 2,4 km lang tunnel skal sikre hovedstaden ved skybrud
– Så kældre skal absolut ikke kun betragtes som besværlige kvadratmeter, hvor der kan opstå vandskader. Det er desuden langt fra alle kældre, der er i risiko for oversvømmelse.
Man kan bl.a. se, om den bolig man ejer eller gerne vil købe, er i risiko for oversvømmelse.
Det kan man se på Boligsiden.dk under enten ’salg’ eller ’solgte boliger’. Skriv adressen for den bolig, du vil undersøge, find boligen frem og klik derefter på ’kort’.