Nu kan du følge behandlingen af din byggesag fra start til slut

En ny digital løsning gør det nu muligt for byggeansøgere at se, hvor deres byggesag er i processen, og hvor lang behandlingstiden vil være.
Med 'Min Byggesag' kan byggeansøgere følge en byggesag fra ansøgning til byggetilladelse og senere ibrugtagningstilladelse. Foto: Gettyimages.
Med 'Min Byggesag' kan byggeansøgere følge en byggesag fra ansøgning til byggetilladelse og senere ibrugtagningstilladelse. Foto: Gettyimages.

Der har længe været kritik af, hvor lang tid, det tager at få behandlet en byggesag. Men i oktober kunne Københavns Kommune oplyse, at sagspuklen på byggesagsområdet i København var blevet banket i bund. Her viser tal, at nye byggesager med servicemål – modtaget efter d. 1. juli i år – i gennemsnit overholder servicemålene.

Læs mere: Nye tal: Bunken af byggesagsbehandlinger er banket i bund

Nu har Teknik- og Miljøforvaltningen også udviklet en ny digital portal – ‘Min Byggesag’ – hvor den enkelte byggeansøger kan se, hvor deres byggesag er i processen; fra byggeansøgning til byggetilladelse og helt til den afsluttende ibrugtagningstilladelse.

– Virkelig kommet op i gear

Hos DI Byggeri Hovedstaden er man glad for løsningen:

Udsnit fra 'Min Byggesag'. Foto: Københavns Kommune.
Udsnit fra ‘Min Byggesag’. Foto: Københavns Kommune.

Virksomhederne har nemlig behov for, at sagsbehandlingen af byggesager sker kompetent og effektivt, så virksomhederne bedst muligt kan planlægge deres byggeaktiviteter og undgå unødige forsinkelser, lyder det fra bestyrelsesleder i DI Byggeri Hovedstaden, Mads Raaschou:

– Københavns Kommune er gennem den seneste tid virkelig kommet op i gear med at reducere sagsbehandlingstiden. Nu søger Københavns Kommune igen at forbedre byggesagsbehandlingen ved at introducere ‘Min Byggesag’, der sikrer større gennemsigtighed, så virksomhederne kan se, hvor deres byggesager er i processen, og hvornår en byggesag forventes afsluttet.

Læs også: Københavns Kommune vinder Byplanprisen 2023

– Det er virkelig en god nyhed, som jeg er sikker på, at virksomhederne kommer til at sætte pris på. Det vil jeg gerne kvittere for, siger han.

Forventet sagsbehandlingstid

Byggeansøgningerne skal fortsat indsendes via den nationale ansøgningsportal Byg og Miljø, men når en byggesag er registreret her, kan man med det samme se sagen i den nye digitale løsning.

På ‘Min Byggesag’ vil det også være muligt at se den forventede sagsbehandlingstid for byggesagen – et tal, der er baseret på den estimerede, maksimale sagsbehandlingstid for servicemålssager.

Nemmere at ansøge

I dag er der fejl i flere end halvdelen af de byggeansøgninger, forvaltningen modtager.

Det skyldes bl.a. et kompliceret, nationalt ansøgningssystem, hvor det kan være svært at gennemskue for den enkelte byggeansøger, om der f.eks. er indsendt tilstrækkelige dokumenter på en byggesag.

Læs også: NREP bringer finsk succeskoncept til København

Men det skulle også blive nemmere med den nye digitale løsning, hvor byggeansøgerne vil kunne se, om sagen mangler oplysninger fra dem, før byggesagsbehandlerne kan komme videre med sagen.

Videre oplyses det, at ‘Min Byggesag’, der er udviklet i samarbejde med Kompublic, vil blive fulgt af en referencegruppe, der bl.a. vil bestå af byggevirksomheder og rådgivere, som løbende skal hjælpe med at vurdere, om den digitale løsning kan blive endnu bedre.

Relateret indhold