Den grønne omstilling vinder indpas i Danmark, og ifølge regeringen skal den samlede elproduktion fra sol og landvind firedobles frem mod 2030.
Som resultat heraf kan flere danskere sandsynligvis se frem til at leve side om side med vindmøller og solceller i fremtiden.
Læs også: Sweco udbygger dansk indflydelse i norske klimaplaner
En undersøgelse udarbejdet af analysevirksomheden YouGov og ejendomsmæglerkæden Home viser nu, at kun hver 11. dansker opponerer mod at have vindmøller i nærheden af deres matrikel.
Endnu færre er der tale om, når det kommer til solcelleparker – her er der nemlig kun tale om hver 24. dansker.
Ud af 15 svarmuligheder skulle respondenterne afmærke op til tre svar, de ikke ønskede at bo ved siden af.
Her endte vindmøller altså på 9. pladsen og solceller på 14. pladsen over de mest hyppige svar.
Læs også: Cowis elaftale bidrager til ny solcellepark på Lolland
– Det er umiddelbart et fåtal af os, der ligefrem ser vindmøller og solceller som de mest uønskede naboer. Langt flere har f.eks. jernbane eller en trafikeret vej som det værste naboskab, siger Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent i Home.
Mere end hver fjerde har placeret jernbaner blandt de værste, og hver tredje har en trafikeret vej. Dermed indtager de hver især en placering som nummer tre og fire på listen over det værst tænkelige naboskab.
Nybygning skaber bekymring
For at indfri regeringens klimaambitioner skal der løbende opføres flere energiparker, og ifølge undersøgelsen er det netop nybygning og opførelse af nye konstruktioner i nabolaget, der skaber bekymrede miner for boligejerne.
Her viser den primære skepsis at gemme sig bag, hvorvidt det nye tiltag gør sig visuelt bemærket, og om det er noget, der kan høres.
Derudover viser respondenterne også en bekymring for, om boligværdien påvirkes af tilstedeværelsen af den nye nabo.
Bandeklubhus og diskotek eller bar med natteåbent er ifølge undersøgelsen det værste at bo dør om dør med.