81 mio. kr. til projekter, der skal løse klimakrisen

Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram har blandt andet udvalgt 5 projekter inden for byggeriet, som skal medvirke til at realisere regeringens ambitiøse målsætninger for klimaet og naturen.
Norrecco har blandt andre fået tilskud fra MUDP til et projekt, der skal udvikle teknologier til sortering, håndtering og indsamling, som sikrer rene kildesorterede affaldsfraktioner fra nedrivninger, renoveringer og nybyggeri. Foto: Norrecco.
Norrecco har blandt andre fået tilskud fra MUDP til et projekt, der skal udvikle teknologier til sortering, håndtering og indsamling, som sikrer rene kildesorterede affaldsfraktioner fra nedrivninger, renoveringer og nybyggeri. Foto: Norrecco.

Om MUDP

  • MUDP understøtter dels den bredere miljødagsorden herunder rent vand, ren luft og sikker kemi, men også regeringens målsætninger inden for klima, natur og cirkulær økonomi. Midlerne kommer fra en bevilling på finansloven og fra Forskningsreserven, som bliver fordelt hvert år.

Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) har bevilget ca. 81 mio. kr. til 37 nye projekter, som står klar med deres bud på fremtidens miljøteknologi til at løse natur- og klimakrisen.

Samlet er der ansøgt om ca. 284 mio. kr., og selv om MUDP i 2021 har en rekordbevilling på 146 mio. kr., har bestyrelsen måtte foretage en hård prioritering mellem de mange kvalificerede ansøgninger.

– Igen i år oplever vi stor interesse for at få del i midlerne fra MUDP, og vi har modtaget ansøgninger til langt over beløbet, vi har til rådighed. Det vidner om, at vi i Danmark er på forkant med udviklingen af fremtidens miljøteknologi, siger MUDP’s bestyrelsesformand Malou Aamund og fortsætter:

Læs også: Taastrupgaard: Beboere stemmer ja til nye boliger og grønt boligkvarter

– Derfor er vi glade for, at små som store virksomheder, der mangler det sidste skub på vejen for at realisere deres idéer, søger MUDP-støtte og hjælper os et skridt tættere på at løse fremtidens miljø- og klimaudfordringer.

I prioriteringen er der blandt andet lagt vægt på projekternes potentiale til at understøtte implementeringen af klimaloven, klimahandlingsplanen og den grønne forskningsstrategi.

De nye projekter inden for byggebranchen

EcoAdvice: Projektet har til formål at undersøge mulighederne for at udvikle en forbedret metode til genanvendelse af bygningsinstallationskabler, hvor kabler kan re-fabrikeres af ‘hele’ kabelskrotlængder frem for granulering og omsmeltning. Dermed fastholdes den indlejrede værdi af kabler i forhold til traditionel re-cycling. Teknologien vil kunne medføre nye forretningsmodeller som f.eks. ‘produkt som service’-løsninger, hvor der i langt højere grad er incitament til at kabler nedtages i hele længder, der dermed kan cirkulere i lukkede kredsløb med direkte genbrug. (Tilskud: 468.510 kr.)

BrickCycling: Udvikle en ny byggesten, BrickCycling, af knust murværk, som med lavt CO2-aftryk kan transformere affald til en ny råvare, og som igen kan indgå i den cirkulære økonomi ved nedknusning efter anvendelse. BrickCycling vil leve op til de æstetiske krav til murværk og er bæredygtig ved en produktionsproces, som hverken kræver cement, kalk eller opvarmning for at skabe et holdbart produkt, som kan konkurrere tekniske med mursten af tegl, letbeton eller kalksandsen. (Tilskud: 421.190 kr.)

Læs også: Gammel skole bliver til lækre boliger med Jönssons mellemkomst

Superwood: Projektets formål er at udvikle en biocidfri løsning, som demonstrerer potentialet for helt at undgå biocider i udendørs træprodukter inden for en ramme, der er både industrielt og markedsmæssigt relevant. Et succesfuldt projekt kan dermed være en politisk demonstrationscase for biocidfri løsninger og bidrage til at præge lovgivningen på området. (Tilskud: 2.642.270 kr.)

Norrecco: Hovedformålet med projektet er at udvikle teknologier til sortering, håndtering og indsamling, som sikrer rene kildesorterede affaldsfraktioner fra nedrivninger, renoveringer og nybyggeri. De teknologiske løsninger udvikles for udvalgte materialefraktioner og succeskriteriet er, at affaldsfraktionerne efter endelig oparbejdning skal opfylde byggevareproducenternes krav til genanvendelse i nye byggevare. Gennem den cirkulære arbejdsproces og nye incitamentsstrukturer sikres de rette rammebetingelser for mere og bedre genanvendelse af affald fra byggepladser. (Tilskud: 2.407.279 kr.)

Teknologisk Institut: Hovedformålet med (P)recast er at muliggøre genbrug af hele præfabrikerede betonelementer fra eksisterende bygninger som bærende konstruktioner i nyt byggeri og derved introducere nye bygningskomponenter i beton med lavt CO2-fodaftryk og høj ressourceudnyttelse. Projektet tager således det fulde skridt mod direkte genbrug af værdifulde bygningskomponenter og dermed et væsentlig skridt i retning af at opfylde regeringens miljømæssige ambitioner for dansk byggeri. (Tilskud: 6.856.981 kr.)

Fyrtårnsprojekter findes til november

MUDP har i alt 140 mio. kr. til uddelingen i 2021. Cirka halvdelen af puljen er reserveret til fyrtårnsprojekter, som demonstrerer nye miljøteknologiske løsninger i fuld skala og dermed fungerer som pejlemærke for fremtidens nye teknologier til gavn for miljø og klima.

Bestyrelsen for MUDP vil på sit møde den 2. november 2021 beslutte, hvilke fyrtårnsprojekter, der skal støttes. Listen over nye fyrtårnsprojekter vil blive offentliggjort i slutningen af november 2021.

Relateret indhold