Det er især singlerne, der får det danske boligmarked til at gløde. For boligmassen vokser mere end befolkningen, som fra 2020 til 2021 voksede med 0,3 procent, mens antallet af beboede hjem sidste år voksede med en hel procent.
I hele tal ser regnestykket sådan ud: Ud af de godt 2,7 millioner husstande i 2021, er de 1.074.314 single-husstande. Det er en stigning på 25.300 siden 2020, og dermed står singlehusstandene ifølge Danmarks Statistik for næsten hele den årlige stigning på 28.600 enheder i boligmassen.
Og selv om det er positivt, at boligmassen vokser mere end befolkningen, ændrer det ikke på, at vi i Danmark lider under fortidens synder og at boligudbuddet i øjeblikket har svært ved at følge med efterspørgslen.
På ti år er der kommet godt 83.000 flere singlehusstande, og denne udvikling er accelereret de seneste to til tre år. Bare siden 2018 er der således kommet 55.200 flere singlehusstande, viser DI´s beregninger på baggrund af Danmarks Statistiks tal.
Urbanisering dominerer
Derfor er det ifølge DI vigtigt at fastholde en fortsat høj kadence i boligbyggeriet, ikke mindst af små lejligheder i de store byer.
Tendensen på boligmarkedet er nemling blevet mere broget de seneste år. Boligfesten var i forvejen i høj grad rykket ud i forstæderne omkring de store byer. Og øget fokus på klimaet samt coronafrygt og mere hjemmearbejde har skabt en modbølge, hvor flere boligkøbere søger ud mod naturen.
Men som megatrend er urbaniseringen stadig den dominerende kraft. Og stigningen i boligmarkedets single-andel til 39 procent – og 55.000 flere singlehusstande på tre år – trækker også i den retning, da singler som hovedregel ønsker at bosætte sig i de større byer.