Konsulentfirmaet SD+, der er specialiseret i teknisk projektledelse til bygge- og ejendomsbranchen, kunne den 16. maj både fejre toårs-jubilæum og en samlet omsætning på 102 mio. kroner siden selskabets etablering.
Fra 24/25 til 25/26 er omsætningen vokset med 83 pct. – fra 36 mio. kroner til 66 mio. kroner.
Nu køber den danske kapitalfond Executive Capital 45 pct. af selskabet for et ikke-offentliggjort tocifret millionbeløb.
– Vi investerer i SD+, fordi de har en rigtig spændende forretningsmodel og et netværk i branchen, som er på et niveau, man sjældent ser hos virksomheder i den her alder. Derudover er der et enormt skaleringspotentiale, som vi kan hjælpe med at løfte, siger Stig Myken, partner i Executive Capital.
Andersen & Heegaard opkøbt af international koncern
Han bliver suppleret af sin medpartner i Executive Capital, Jesper Dalsgaard:
– For 25 år siden udgjorde de tekniske installationer 25-30 pct. af byggesummen – i dag er det ofte over 50 procent på de store avancerede byggerier, siger Jesper Dalsgaard og fortsætter:
– De skjulte installationer bliver mere og mere komplekse og har i dag hundredvis af koordineringspunkter. Derfor er der behov for mere kvalificeret teknisk projektledelse, og SD+ har sort bælte i netop dét.
– Arla sælger jo heller ikke kun mælk
Målet for SD+ er at firedoble både top- og bundlinje på fem år.
– Vi har hele tiden vidst, at vi skulle styre SD+ som en virksomhed, der på sigt skulle blive stor, og vi er allerede godt på vej, siger medstifter og adm. direktør i SD+, Martin Edlund Jensen, og fortsætter:
– Men hvis vi skal skalere vores medarbejderstab og omsætning fra nuværende niveau til en trecifret millionskala, så kræver det, at vi gør det på den rette måde, med de rette kræfter og med den rette kapital. Derfor kommer Executive Capital ind netop nu.
Nordstern solgt til stor udenlandsk kapitalfond
Foruden bygherrerådgivningen, som er et af de forretningsområder, SD+ og Executive Capital har planer om at styrke, er også nye forretningsben samt geografisk ekspansion tænkt ind i vækstplanen.
– Indtil nu har vi bevidst begrænset os, så vi ikke er halvt gode til fem ting, men højspecialiserede i én ting. Vi rører kun ved det, vi virkelig ved noget om, siger medstifter og projektdirektør i SD+, Sebastian Dall, og fortsætter:
– Det har været et klogt valg, men Arla sælger jo heller ikke kun mælk, og der ligger nogle områder i direkte forlængelse af vores kerneydelse, som vi nu skal til at gribe.
Skal ride med på bølgen
På slutkundeområdet, hvor SD+ i dag især gør sig inden for pharma- og domicilbyggerier, er ambitionen at styrke positionen på segmenter som datacentre, energi og infrastruktur.
– Der er et kæmpe potentiale for teknisk projektledelse inden for datacentre samt energi- og infrastruktur, siger Sebastian Dall og fortsætter:
– Med de entreprisestørrelser og kompleksiteter vil behovet for teknisk projektledelse kun stige, så lige så snart Energinet åbner op for tilslutningen til elnettet, skal vi op og ride med på den bølge.
Prispres sender rådgiveropgaver ud af Danmark: ”Et ræs mod bunden”
SD+ har i dag 33 ansatte og 16 eksterne konsulenter.
