Tager stor teknikentreprise på nyt datacenter i Esbjerg

Bravida skal levere størstedelen af de tekniske installationer til et nyt datacenter på Esbjerg Havn. Projektet bliver et af Danmarks største og føjer sig til koncernens strategiske satsning på det voksende marked.
Bravida-medarbejder set fra ryggen
Bravidas installationsarbejde på Dansk Data Center 1 ventes afsluttet i efteråret 2027.

Bravida styrker sin position på det danske datacentermarked med en omfattende teknikentreprise på Dansk Data Center 1 (DDC1), der nu er under opførelse på Esbjerg Havn.

Installationskoncernen er valgt som teknisk partner på projektet og får ansvaret for el, VVS, ventilation, køling og bygningsautomatik (CTS). Dermed skal Bravida levere størstedelen af de tekniske installationer i datacentret.

Læs også

Panelet: Hvad sker der med værdierne, når magten vokser?

DDC1 får en kapacitet på 11,5 MW og bliver dermed et af Danmarks største datacentre. Bag projektet står PensionDanmark, Thylander Group, Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og Plexar.

Første spadestik blev taget 13. august, og datacentret ventes idriftsat i efteråret 2027.

Samler flere teknikfag i én entreprise

Bravidas leverance skal udføres af et tværfagligt projektteam med specialister fra flere af virksomhedens regioner og specialiserede forretningsområder.

Den samlede teknikentreprise betyder, at Bravida får ansvaret for koordineringen på tværs af de centrale tekniske installationer. Netop koordineringen spiller ifølge bygherren en væsentlig rolle i et datacenterprojekt med omfattende tekniske krav.

Læs også

Byggeriet træder i karakter for landets sikkerhed

– Et datacenter som DDC1 stiller meget høje krav til både de tekniske løsninger og koordineringen mellem de enkelte fag. Derfor har det været afgørende for os at vælge en samarbejdspartner, der kan samle de tekniske installationer og tage ansvar for en kompleks, tværfaglig leverance.

– Bravida har den nødvendige kapacitet, erfaring og faglige bredde, og vi ser frem til et tæt samarbejde om at realisere projektets ambitioner, siger Anders Pihl Christiansen, der er project director, DDC1.

Energieffektivitet og forsyningssikkerhed

Det danskejede datacenter udvikles med fokus på energieffektivitet og forsyningssikkerhed samt tæt integration med det lokale energisystem.

For Bravida bliver projektet samtidig endnu et led i virksomhedens strategiske satsning på datacentre. Koncernen har gennem en årrække opbygget erfaring med datacenterprojekter i Norden og ser området som et voksende marked med betydeligt potentiale.

Læs også

Lander stor aftale om sikkerheden i Salling Group

– DDC1 er et fremsynet projekt, hvor nogle af Danmarks stærkeste aktører går sammen om at udvikle kritisk digital infrastruktur på en ny og mere energieffektiv måde.

– Projektet et stærkt eksempel på værdien af vores brede tekniske kompetencer og vores evne til at samle de rette fagligheder i én koordineret leverance, siger direktør for Region Syd i Bravida, Jørn Tønnes.

DDC1 bliver dermed et vigtigt skridt i Bravidas langsigtede ambition om at være en foretrukken teknisk samarbejdspartner for datacenterbranchen.

Læs også

Bravidas vej tilbage til stabilitet og med klar kurs mod fremtiden

Bravidas installationsarbejde går i gang, når de centrale bygningsdele er på plads, og ventes afsluttet i efteråret 2027.

Relateret indhold