Varde Kommune har modtaget en ansøgning om etablering af et datacenter på et 111,5 hektar stort område.
Det er selskabet Varde Park, der har indsendt ansøgningen.
Området er tidligere blevet behandlet politisk i 2023, da der var interesse for etablering af større datacentre, end den lokalplan, som gælder for en del af området, giver mulighed for.
Datacenter til 40 milliarder godkendes i Faxe Byråd
Siden da har Varde Park opkøbt flere nærliggende ejendomme og dermed udvidet området, som principansøgningen omfatter, med 12 hektar.
I ansøgningen, som Varde Kommune har modtaget, fremgår det, at der vil være mulighed for sektorkobling, så overskudsvarmen fra datacentret kan genanvendes. Den kan for eksempel udnyttes af det lokale fjernvarmeselskab.
Strømmen til det mulige datacenter er allerede sikret, da der sidste år blev indgået en nettilslutningsaftale med Energinet.
”Større udenlandsk datacenter-operatør” vil opføre datacenter i Vestjylland
Første skridt i den kommende proces er, at der skal gennemføres en offentlig høring.
Opmærksomhed fra investorer
Varde Kommune har en geografisk placering, der kan gøre det attraktivt for virksomheder at placere datacentre der, idet vigtige fiberkabler går i land i kommunen.
– Ansøgningen fra Varde Park understreger, at Varde Kommune er et rigtig godt sted at placere energitunge virksomheder. Vi har arealerne og infrastrukturen til det, siger borgmester i Varde Kommune, Sarah Andersen (V), og fortsætter:
– Især i denne tid, hvor der er stort fokus på kapaciteten i elnettet, giver det mening, at datacentre placeres der, hvor adgangen til strømmen er lettest. Og det er den her hos os.
Varde Kommune har de seneste år oplevet opmærksomhed fra investorer, der ønsker at bygge datacentre i kommunen.
Ud over ansøgningen fra Varde Park arbejdes der i øjeblikket med to ansøgninger fra Microsoft, der ønsker at etablere datacentre ved byerne Tinghøj og Lunde.
Datacenter til debat: Politikere kræver større fokus på naboer
Kommunen er desuden på vej mod den endelige politiske behandling af en ansøgning fra virksomheden AtNorth, der ønsker at opføre et sektorkoblet anlæg ved Krageris, hvor et storskala væksthusgartneri skal genanvende overskudsvarmen fra et datacenter.
