Fem teams valgt til at gå Arne Jacobsen i bedene

I Rødovre ønsker kommunen sig en ny administrationsbygning, som skal supplere Arne Jacobsens fredede rådhus.
Det fredede Rødovre Rådhus - tegnet af Arne Jacobsen. Pressefoto.
Det fredede Rødovre Rådhus - tegnet af Arne Jacobsen. Pressefoto.

De fem teams

  • Christensen & Co Arkitekter A/S sammen med Urban Power og Norconsult A/S
  • Link Arkitektur A/S sammen med WE Architecture, Nerd Architects ApS og Niras A/S
  • Lundgaard & Tranberg Arkitekter sammen med Jørgen Nielsen Rådgivende Ingeniører A/S og Sinuz ApS
  • Schmidt Hammer Lassen Architects sammen med Erik Brandt Dam Arkitekter, Masu Planning ApS og Tyréns A/S
  • Werk Arkitekter ApS sammen med Oluf Jørgensen A/S og be Hamburg GmbH

I starten af det nye år skal fem rådgiverteams komme med deres bud på, hvordan Rødovre Kommunes nye administrationsbygning skal se ud. Bygningen skal ligge ved det planlagte hovedstrøg i Rødovres nye bykerne nord for det eksisterende rådhus.

Den nye rådhusbygning kommer til at ligge sammen med Arne Jacobsens fredede rådhus og de fredede omgivelser ved rådhuset. Den nye bygning skal skabe synergi med de øvrige kommunale bygninger i området og bidrage til liv på Rødovres nye hovedstrøg.

Der er nu prækvalificeret fem teams, der skal vise deres bud på den bedste udformning af den cirka 8000 kvadratmeter store administrationsbygning.

– Jeg glæder mig utroligt meget til at se, hvad de kreative folk kommer op med. Det er et område, som er under stor udvikling, og bygningen er vigtig i forhold til at skabe liv i Bykernen og på det nye hovedstrøg, siger borgmester Britt Jensen (S).

Arkitektfirmaerne skal både give bud på, hvordan bygningen kan placeres, og hvordan den kan se ud. Den skal bidrage til at skabe sammenhæng i området, hvor der i forvejen er flere fredede bygninger og pladser. Det er blandt andet rådhuset og hovedbiblioteket samt rådhusplænen og rådhuspladsen.

Det er traditionelt Økonomiudvalget, der fungerer som bedømmelsesudvalg i forbindelse med arkitektkonkurrencer i Rødovre, men den tradition har man valgt at bryde med.

– Det er en central bygning for udviklingen i Bykernen og for Rødovre Kommune som virksomhed, så jeg synes, det er vigtigt, at alle partier er repræsenterede i bedømmelsesudvalget. Vi har et tæt og velfungerende samarbejde i kommunalbestyrelsen, og derfor er det naturligt for mig, at alle også sidder med ved bordet, når vi skal vælge det endelige forslag, siger Britt Jensen, der også er formand for bedømmelsesudvalget.

Relateret indhold